3F-formand: Vi står bag medlemmerne

Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen var fra morgenstunden i aktion mod regeringens dagpengeindgreb. Flyers blev uddelt ved Radiometer, en af hovedstadens største 3F-virksomheder.

Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen uddeler kampagnemateriale med titlen "Som tyve om natten" til morgentravle medarbejdere på Radiometer i København. (Foto: Harry Nielsen)Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen uddeler kampagnemateriale med titlen "Som tyve om natten" til morgentravle medarbejdere på Radiometer i København. (Foto: Harry Nielsen)

Landet over har 3F'ere mandag morgen delt flyers ud ved trafikale knudepunkter. Kampagnen ”Som tyve om natten” er et modsvar til regeringen og Dansk Folkepartis halvering af retten til dagpenge og et loft over skattefradraget på det faglige kontingent.

Forbundsformand Poul Erik Skov Christensen er også på plads med flyers i hånden. På virksomheden Radiometer med 400 3F'ere møder han medlemmerne i porten.

- Det er vigtigt at vise medlemmerne, at vi står bag dem efter de forringelser, de er blevet udsat for af den borgerlige regering. Vi sender også det tydelige signal, at vi ikke accepterer det her overgreb på vores medlemmer, siger formanden, mens bilerne kører ind af porten i støvregnen.

Liv i fagbevægelsen

Tillidsrepræsentant René Rasmussen er glad for aktionen og formandens tilstedeværelse:

- Jeg tror egentlig, at folk er lidt overraskede over, at der stadig er liv i fagbevægelsen. Jeg har fået henvendelser den sidste tid, hvor folk spørger, om vi gør et eller andet i forhold til det, der kommer.

I baggrunden bliver Poul Erik Skov Christensen interviewet af TV2 News, som er på pletten og spørger ind til kampagnen og den seneste tids debat om regeringens genopretningspakke.

Medlemsflugt overdrevet

En helt frisk undersøgelse fra Analyse Danmark for A4 viser, at hver femte LO-medlem er parat til at skifte til en billigere fagforening som konsekvens af loftet på fagkontingentet på 3.000 kroner.

Men Poul Erik Skov Christensen mener ikke, at en medlemsflugt har gang på jord.

- Nej, slet ikke. Der er hele tiden folk, der overvejer at skifte. I 2007 var der også en femtedel, der overvejede et billigere alternativ. Det har intet med skatteindgrebet at gøre. Det, der kan få folk til at skifte fagforening, er, hvis de oplever, at fagforeningen ikke kæmper for deres vilkår.