Pia svigter tusindvis af langtidsledige
Det er klokkeklart løftebrud, når regeringen og Dansk Folkeparti nu beskærer dagpengene, siger Danmarks største fagforening, 3F. Langtidsledige og udkants-Danmark har fået sorteper i spareplanen.
- De tusindvis af mennesker, der er blevet fyret i industrien under krisen, har igen fået sorteper af regeringen og Dansk Folkeparti. Først har de set passivt til, mens langtidsledigheden er steget støt, og nu får de så med stokken i spareplanen, siger Poul Erik Skov Christensen. (Foto: Harry Nielsen) 3F mener, at spareplanen er endnu et spark til de lavestlønnede:
- De tusindvis af mennesker, der er blevet fyret i industrien under krisen, har igen fået sorteper af regeringen og Dansk Folkeparti. Først har de set passivt til, mens langtidsledigheden er steget støt, og nu får de så med stokken i spareplanen, siger Poul Erik Skov Christensen.
Et af de 3F-medlemmer, der bliver ramt af Pia Kjærsgaards og regeringens indgreb, er 57-årige Henrik Olsen fra Broager i Sønderjylland. Et typisk udkantsområde med voldsomme beskæftigelsesproblemer.
Henrik Olsen har været arbejdsløs i halvandet år som chauffør og lagerarbejder, og udsigterne til nyt arbejde er stort ikke til stede. – Hvis man tager dagpengene fra mig - og det sker jo om et halvt år - skal min kone forsørge familien, og det kan ikke lade sig gøre. Og jeg kan ikke få kontanthjælp, fordi min kone arbejder, siger Henrik Olsen, der betegner forliget som noget ”værre svineri”. – Hvorfor skal folk, som har det hårdt i forvejen, betale for krisen, spørger Henrik Olsen.
Asocialt så det klodser
3F er især forarget over, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til en klokkeklar forringelse af de lediges vilkår.
- Det er simpelthen asocialt, så det klodser. Nu må al snak om Dansk Folkeparti som et socialt ansvarligt parti forstumme. Det er et klokkeklart løftebrud: 3F-medlemmerne får regningen for de skattelettelser, som Pia Kjærsgaard har givet direktøren. Det er stik modsat alt, hvad de har lovet vælgerne, siger Poul Erik Skov Christensen.
Han hæfter sig også ved, at planen især vil kunne mærkes i de kriseramte lokalsamfund i udkants-Danmark.
- Det her vil kunne mærkes i de mest kriseramte dele af Danmark, hvor mange er blevet fyret, og det er særligt svært at finde nyt job. Det er usolidarisk og usympatisk, siger Poul Erik Skov Christensen.