Dagpengehalvering truer den danske model
Regeringens såkaldte genopretningsplan vil ramme især bygningsarbejdere hårdt, vurderer formanden for 3F's Byggegruppe John Larsen.
Især de mange ledige bygningsarbejdere vil blive ramt af regeringens og Dansk Folkepartis aftale om at halvere dagpengene. ((Arkivfoto)) En halvering af dagpengeperioden er et frontalangreb på den danske aftalemodel med indbygget fleksibilitet og sikkerhed. Ikke mindst vil det ramme mange af landets bygningsarbejdere ualmindelig hårdt. Det vurderer formanden for landets bygningsarbejdere, byggegruppeformand i 3F John Larsen.
Byggeriet har op- og nedture med stor forskel i aktivitet og beskæftigelse og derfor også store udsving i ledigheden. Lige nu er det nedtur med tæt på hver femte 3F-byggearbejder uden job. I alt er flere end 16.000 danske bygningsarbejdere ledige og på dagpenge.
- Man sætter hele den danske flexicurity-model på spil. En dagpengeperiode af en vis længde er modsvaret på arbejdsgivernes mulighed for med kort frist at komme af med medarbejdere, som det ikke mindst er tilfældet i byggeriet. Derfor er det fuldstændig urimeligt at afkorte dagpengeperioden som en tyv om natten, siger byggegruppeformanden.
Krisen er ikke slut
John Larsen er samtidig rystet over timingen.
- Det er nu med en krise, at der er brug for dagpengesystemet som et sikkerhedsnet. Jeg tror desværre ikke på, at krisen er slut, i det mindste ikke i byggeriet. Jeg frygter faktisk, at regeringen med sin spareplan vil fastholde bygge- og anlægsbranchen nedkølet, siger han.
Byggeformanden undrer sig over logikken i regeringens og Dansk Folkepartis aftale.
- Der kommer ikke flere arbejdspladser af, at dagpengeperioden beskæres. I værste fald jager man blot velkvalificerede bygningsarbejdere over i andre brancher, hvis der da overhovedet er job at få. Jeg frygter, at byggeriet derved mister kvalificeret arbejdskraft.
John Larsen kalder forliget for dybt usympatisk.
- Man lader de ledige betale prisen for at have ladet økonomien løbe løbsk og for skattelettelser til de rige, siger han.