Rapport: AMU-snyd for 9,5 millioner kroner

Erhvervsskolen Campus Vejle og et privat firma i Esbjerg har ifølge en revisionsrapport fået i alt knap 9,5 millioner kroner i uberettiget statstilskud til AMU-kurser for udlændinge. Skolen er uenig og vil ikke betale tilskud tilbage.

Østeuropæiske rengøringsfolk på AMU-kurser har udløst statstilskud, som har været uberettiget ifølge revisionsrapport. (Foto: Colourbox)Østeuropæiske rengøringsfolk på AMU-kurser har udløst statstilskud, som har været uberettiget ifølge revisionsrapport. (Foto: Colourbox)

I en af landets største sager om snyd med AMU-midler har en erhvervsskole og et privat firma fået en uberettiget udbetaling på i alt knap 9,5 millioner skattekroner. Statstilskuddet er udbetalt til erhvervsskolen Campus Vejle og det private firma JobTeam Kursus i Esbjerg, som har stået bag kurser for udlændinge. Det fremgår af en intern revisionsrapport fra det statsautoriserede revisionsselskab KPMG.

Ifølge rapporten havde en stor del af de 131 udlændinge på de pågældende AMU-kurser i 2010 ikke et reelt job i Danmark. Derfor var Campus Vejle og firmaet JobTeam Kursus ikke berettiget til tilskud fra staten for disse kursister.

En væsentlig del af aktiviteterne opfylder ikke betingelserne, fordi "kursisternes ansættelseskontrakter ikke er udtryk for reel og faktisk beskæftigelse i Danmark," lyder KPMGs konklusion i rapporten, som Fagbladet 3F netop har fået aktindsigt i.

Revisionsfirmaet KPMG har undersøgt sagen for Kvalitets- og Tilsynsstyrelsen under Ministeriet for Børn og Undervisning. Styrelsen har dog endnu ikke truffet den endelige afgørelse i sagen, som først ventes klar til efteråret.

Firma venter på afgørelse

Det har trods gentagne henvendelser til JobTeam Kursus ikke været muligt at få en kommentar fra ejer Erik Brinch-Nielsen.

Hans søster, kursuschef Inge Brinch-Nielsen, som sidder i bestyrelsen af JobTeam Kursus, afviser at kommentere sagen, da der endnu ikke er truffet en afgørelse.

- Vi venter stadig på afgørelse. Fra nu af skal man være ansat i et stykke tid, inden man kan komme på AMU-kursus. Det er en ny regel. Så kan det ikke også være rigtigt, at man også tidligere skulle have arbejdet i et par uger, før man kunne komme på kursus, siger hun.

Skole: Vil ikke betale

Hos Campus Vejle mener bestyrelsesformanden, advokat Finn Dyhre Hansen, at revisionsfirmaet KPMG har fortolket lovgrundlaget for tilskud til AMU-kurserne helt forkert.

- Vi er meget uenige i rapportens konklusion. Vi har ikke tænkt os at betale tilskud tilbage, siger han.

Finn Dyhre Hansen oplyser, at Campus Vejle for tiden ikke udbyder AMU-kurser i samarbejde med JobTeam.