DF: Stop for østarbejdere på AMU-kursus
Dansk Folkeparti foreslår et midlertidigt stop for østarbejdere på AMU-kursus, mens undervisningsministeriet gransker en sag om potentielt misbrug af systemet.
- Når der bliver svindlet her, kan det også ske andre steder. Der må være et midlertidigt stop, indtil det er undersøgt, siger Bent Bøgsted. (Arkivfoto) Indfør et midlertidigt stop for adgangen til AMU-kurser for østarbejdere. Sådan lyder opfordringen fra Dansk Folkeparti til undervisningsminister Christine Antorini (S). Opfordringen kommer, efter at Fagbladet 3F har afsløret, at op mod 150 østarbejdere er blevet hentet til landet af Forenede Service og selskabets underleverandører for at gå på AMU-kurser i dansk og rengøring på Erhvervsskolen Nordsjælland.
Flere af kursisterne fra blandt andet Rumænien, Bulgarien og Slovakiet har gået på AMU-kurser i knap halvandet år. Arbejdsmarkedsordfører fra Dansk Folkeparti Bent Bøgsted foreslår et stop for østarbejdere på AMU-kursus, indtil den konkrete sag er undersøgt til bunds. Både han og en lang række andre folketingspolitikere mener, at sagen lugter af svindel.
- Når der bliver svindlet her, kan det også ske andre steder. Der må være et midlertidigt stop, indtil det er undersøgt, siger Bent Bøgsted.
Sagen skal undersøges til bunds
Undervisningsminister Christine Antorini oplyser, at Tilsynsstyrelsen under Undervisningsministeriet allerede er i fuld gang med at undersøge Erhvervsskolen Nordsjællands kurser. Efter Fagbladet 3F's historier har Tilsynsstyrelsen sat skærpet fokus på de kurser, som Erhvervsskolen Nordsjælland har afholdt for Forenede Service og de omkring 150 østarbejdere.
- Der er ikke grundlag for at iværksætte en egentlig kulegravning om AMU-systemet specifikt i forhold til østarbejdere. Men den konkrete sag skal selvsagt undersøges til bunds. Det er ministeriets Kvalitets- og Tilsynsstyrelse i fuld gang med, siger Christine Antorini.
Minister afviser østarbejder-stop
Et stop for østarbejdere på AMU-kurser kan dog ikke komme på tale. Det vil være i strid med EU's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, oplyser undervisningsministeren.
Hun henviser derudover til, at der allerede er stramninger på vej af AMU-systemet. Fra 1. juli skal en kursist have 14 dages ansættelse for at kunne gå på et AMU-kursus, som udløser statsstøtte.