Dansk model som dille
Ugens Politik: Det fleksible danske arbejdsmarked har dannet mode ude i verden. Men modellen er udtryk for en særlig dansk balanceakt, som ikke er egnet til eksport.
Det er nok gået hen over hovedet på de fleste 3F'ere og danskere i almindelighed, men ude i verden har den danske model fået et nyt, trendy navn. Flexicurity kaldes det, og hvis man skal tro flere af deltagerne på en konference, Beskæftigelsesministeriet torsdag var vært for, står delegationer fra Kiel til Kyoto i kø for at studere fænomenet på klos hold.
Hvad det betyder, vender vi tilbage til om lidt. At man havde valgt Folketingets sidste arbejdsdag inden sommerferien betød, at salen nærmest var renset for politikere, og eneste MF'er på podiet i Ingeniørforeningens højloftede lokaler langs den københavnske havnefront var beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Det var med andre ord en rigtig smagsdommer-konference. Forskere, økonomer og andre eksperter gav deres bud på, hvad flexicurity er for en størrelse, og hvad der skal til for at kunne skrive videre på den succes, historien om det danske arbejdsmarked alt andet lige har været de sidste 10-15 år.
Smidighed og sikkerhed
Kort og godt er der tale om en sammenskrivning af ordene flexibility og security, altså smidighed og sikkerhed på godt dansk. Og Danmark er blevet en rollemodel.
På nogle områder er det danske arbejdsmarked som bekendt præget af aftaler på bekostning af snærende lovgivning, blandt andet er det relativt let at hyre og fyre medarbejdere. Altså smidighed eller fleksibilitet.
Til gengæld får man så en relativt høj understøttelse, når man bliver arbejdsløs. Altså sikkerhed.
Selvfølgelig er det hele noget mere komplekst, men selve det nævnte samspil er der ærlig talt ikke meget nyt i, for det er bare essensen i den danske model, som den har virket i mere end et århundrede. I de senere år har man så tilføjet den aktive arbejdsmarkedspolitik som tredje ben i en gylden trekant. Det, der får humlebien til at flyve, som Claus Hjort Frederiksen fraserede i sit oplæg.
Eller som professor Per Kongshøj Madsen fra forskergruppen CARMA på Aalborg Universitet udtrykte det: Flexicurity et godt ord, der sælger som varme crossainter syd for grænsen, og noget, ingen rigtig kan være uenig i.
Udfald mod regeringen
Det var der da heller ingen på konferencen, der grundlæggende var. Uenigheden opstod først, da man begyndte at diskutere, hvordan modellen skal justeres, så man for eksempel kan få flere indvandrere i arbejde og i øvrigt stå imod både globalisering og østarbejdere.
I en artikel i dagbladet Information gjorde førnævnte Per Kongshøj Madsen sig først på ugen til ordfører for, at det kan blive nødvendigt at indføre mindsteløn ved lov. Se, så er vi helt inde i maskinrummet af den danske model, og udmeldingen har da også ført til en skarp replik fra en anden navnkundig forskergruppe, FAOS, der har hjemme på Københavns Universitet.
I en kronik i samme dagblad i dag advarer FAOS-forskerne Jesper Due, Jørgen Steen Madsen og Søren Kaj Andersen mod at bevæge sig ind på et kerneområde i parternes selvregulering som netop lønnen. Ikke at en lov i sig selv vil overflødiggøre aftaler om løn - de vil kunne eksistere side om side - men fordi den på sigt risikerer at overflødiggøre fagforeningerne, og så er grundlaget for den danske model for alvor skredet.
Det eneste, der kan beskytte de danske lønmodtagere, er "den styrke, de faglige organisationer repræsenterer," hedder det i kronikken. Citeret derfra, fordi den debat slet ikke blev taget på konferencen, da Per Kongshøj Madsen havde fået et andet opdrag.
Provokationerne kom andetsteds fra, for ifølge LO's sekretariatschef, Finn Larsen, og lederen af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, er det ikke nødvendigt med en lov om mindsteløn for at ødelægge balancen på det danske arbejdsmarked. Det er VK-regeringen i forvejen godt i gang med - især med nedskæringerne på udannelsesområdet og beslutningen om at de nye storkommuner skal have hovedansvaret for den aktive arbejdsmarkedspolitik.
Dagpenge fredet
I den helt anden grøft stod cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den nye liberale tænketank CEPOS, som i den grad har lyst til at pille ved balanceknappen med forslag om kortere dagpengeperiode, lavere satser og lavere mindsteløn.
For bare 10 år siden kunne en lignende konference næppe være holdt, uden der var lydt lignende budskaber fra mere vægtige aktører som Dansk Arbejdsgiverforening og borgerlige politikere. Men i går stillede hverken Claus Hjort Frederiksen eller DA-direktør Henrik Bach Mortensen spørgsmål ved det generelle dagpengeniveau.
Sidstnævnte nævnte godt nok i en bisætning, at ydelsesperioden måske kunne være kortere, men noget kardinalpunkt er det bestemt ikke for arbejdsgiverne, forstod man. Og lavere offentlige overførsler har da heller ingen gang på jorden i en verden, hvor politikerne har travlt med at indgå kontrakter med vælgerne og især udstede løfter om alt det, de lover ikke at gøre, som LO's Finn Larsen udtrykte det.
Større sammenhold nu
Måske er det ikke så mærkeligt, at der - på trods af knubbede ord om den aktuelle, førte politik - er større sammenhold nu, hvor den danske model og dens flexicurity på den ene side bliver rost til skyerne og samtidig er under hårdt pres af EU-regulering og billig østeuropæisk arbejdskraft.
En konklusion på konferencen var om ikke andet, at de udenlandske delegationer kan studere så meget de vil - kopiere den danske model kan de ikke. Den bygger på et partssamarbejde, der er udviklet siden septemberforliget i 1899, og som vil bestå, når flexicurity-dillen er drevet over, og økonomerne har fundet en ny trend. Med mindre nogen altså begynder at justere for meget på balancen.