Spar op til dit barn så tidligt som muligt
Klumme:
Når barnet er lille, kan der nemt være andet, der fylder, end tanken om at begynde en børneopsparing. Men der er mange gode grunde til at begynde så tidligt som muligt - og det kræver kun et opkald til banken, fortæller Lone Kjærgaard.
Start med opsparingen så tidligt som muligt. Så har du stort udbytte af renters rente. (Foto: Colourbox) Små indskud i løbet af barnets første år kan blive til en pæn sjat penge, når barnet som ung skal stå på egne ben. Begynd i god tid med opsparingen, da renters rente effekten er stor.
1.000 kroner indsat i 1990 på en almindelig børneopsparingskonto er i dag - 21 år efter - blevet til mere end 2.300 kroner. Og der kan være god fidus i at spare op til sit barn på denne facon, da forrentningen på børneopsparinger er skattefri.
En månedlig opsparing på 250 kroner i 12 år kan blive til mange penge, når barnet en dag skal flyve fra reden.
Forældre er forsigtige med børnenes penge
Langt de fleste børneopsparinger er placeret på traditionelle konti i banken. Faktisk er det tre ud af fire børneopsparingskroner, der står på en traditionel børneopsparingskonto i banken. Det tyder på, at langt de fleste forældre er meget forsigtige, når det gælder barnets penge, og når de investerer på vegne af en anden person.
For rigtig mange vil det da også være det mest oplagte valg, men mange tænker måske ikke over, at pengene faktisk godt kan investeres på andre måder - og stadig skattefrit.
Mulighed for mere risikable investeringer
Der er nemlig også mulighed for at sætte pengene i obligationer og/eller aktier, hvor afkastet fortsat vil være skattefrit. Med en tidshorisont for investeringen på helt op til 21 år, kan det for nogen være værd at overveje, om pengene yngler bedre på den måde, for eksempel via en investeringsforening.
Om det er en god idé, og hvad man i så fald konkret skal investere i, bør man tale med sin bank om.
Det kræver i første omgang både, at familiens økonomi er egnet til det, og at man er indstillet på at løbe en større økonomisk risiko. Og her er det alfa omega at huske på, at man jo investerer på vegne af en anden person, nemlig sit barn.