Sådan bruger du akutpakken

Dagpenge-stop: 3F er nu klar til at hjælpe langtidsledige via samtaler og ny hjemmeside.

Breve på vej til 8.700 langtidsledige i 3F, der snart risikerer at miste dagpengene: Kontakt afdelingen for at få hjælpBreve på vej til 8.700 langtidsledige i 3F, der snart risikerer at miste dagpengene: Kontakt afdelingen for at få hjælp

Omkring 8.700 langtidsledige får i løbet af de kommende dage brev fra deres 3F-afdeling. De 8.700 er langtidsledige, som risikerer at miste deres dagpenge fra nu og frem til marts, hvis de ikke finder arbejde.

I brevet opfordres medlemmerne til at kontakte afdelingen for at få hjælp til at søge job, komme i jobrotation, i job med tilskud eller virksomhedspraktik. I hver afdeling er der udpeget en eller flere medarbejdere, som får ansvaret for hjælpen til de ledige.

Samtidig åbner 3F en ny hjemmeside, hvor du kan se, hvilke muligheder du har, hvis du risikerer at falde ud af dagpengesystemet. Her kan du læse om jobrotation, voksenlærlinge og seniorjob.

Det sker som et led i akutpakken, der for nylig blev aftalt mellem lønmodtagere, arbejdsgivere, a-kasser og kommuner. Målet er at hjælpe de mange tusinde ledige, der mister dagpengene, hvis de ikke får arbejde.

Afdelinger er i gang

Hos 3F mener Morten Kaspersen, forretningsfører for 3F's a-kasse, ikke at akut-pakken er nok.

- Jeg har sagt før, at vi frygter, at akutpakken ikke vil være nok. Problemet er, at dagpengene er skåret ned til to år, samtidig med, at ledigheden stadig er høj. Det ændrer akutpakken ikke ved. Men vi vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe, siger Morten Kaspersen.

Han fortæller, at mange afdelinger allerede er i fuld gang og har været det længe - også før akutpakken.

- Mange af vores afdelinger har for længst set, hvor det bar hen, og har, på eget initiativ eller i samarbejde med det lokale jobcenter, kontaktet de ledige, der er i farezonen. Nogle har allerede haft møder med dem, og er i gang med at hjælpe. Alle de gode initiativer kører videre, så hvis man som ledig allerede er i kontakt med a-kassen i forbindelse med, at man snart mister dagpengene, så fortsætter den indsats, der er aftalt, forklarer Morten Kaspersen.

Breve hver uge

A-kassen vil fremover sende breve hver uge til de ledige, som nærmer sig det tidspunkt, hvor de risikerer at miste retten til dagpenge.

Akut-indsatsen sker i øvrigt i samarbejde med jobcentrene.