3F'erne dobbelt så hårdt ramt af ledighed
3F's medlemmer er næsten dobbelt så hårdt ramt af ledighed som gennemsnittet. Ledigheden er skæv, siger 3F-økonom.
Ledigheden voksede med 1.500 fra juni til juli og dækker over store skævheder. (Arkivfoto) 1.500 flere danskere meldte sig ledige i juli måned. Dermed røg ledigheden op på 165.700 personer. En ledighedsprocent på 6,3.
Men tallene dækker over store skævheder. De 25-29 årige er hårdest ramt med en ledighedsprocent på 10,6. Til gengæld er de ældste mere langtidsledige: Knap hver tredje af alle ledige var langtidsledige i juli. Men ser man på de ledige over 55 år, var 44 procent af dem langtidsledige.
Samtidig er der stor forskel mellem a-kasserne. I 3F var der 11,6 procent ledige i juli.
One size passer ingen
- Krisen har ikke ramt alle lige hårdt. For et par år siden foreslog Arbejdsmarkedskommissionen at sætte dagpengeperioden ned til to år, men at øge den op til tre år, hvis ledigheden oversteg ni procent. Hvis man ser isoleret på vores medlemmer i 3F, så burde de jo - ifølge den model - få dagpenge i tre år, siger Anita Vium, 3F's cheføkonom.
Hun lægger op til særlige løsninger og fokus på de grupper, der er hårdest ramt af ledighed.
- Den arbejdsmarkedspolitik, vi har i dag, er one size, som i virkeligheden ikke passer nogen. Lige nu er det et kæmpe problem, at mange af dem, der risikerer at miste dagpengeretten næste år, tilhører den lidt ældre del af arbejdsstyrken, som måske er knap så interessante for arbejdsgiverne, fordi de er oppe i årene og har gået ledige længe, mener hun.