Akut-pakke på vej til dagpengetruede
Mette Frederiksen:
En akut-pakke, der skal hjælpe ledige, som er ved at falde ud af dagpengesystemet, ventes klar om få dage, afslører beskæftigelsesministeren.
- Vi skal blive bedre til at få folk hurtigt i arbejde, sagde Mette Frederiksen i Odense. (Arkivfoto) En akut-pakke, der skal hjælpe de mange tusinde ledige, som risikerer at miste dagpengene fra nytår, er lige på trapperne. Det afslørede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) onsdag i Odense, da hun gæstede 3F's repræsentantskab.
- Forhåbentlig får vi allerede om få dage en akut-pakke, som gælder for resten af året, efter aftale med a-kasserne, kommunerne og jobcentrene, sagde ministeren, dog uden at løfte sløret for det konkrete indhold, der forhandles om.
På det første møde mellem parterne blev det blandt andet aftalt, at alle ledige i fare for at miste dagpengene skal kontaktes personligt af a-kasser og jobcentre og få lagt en personlig plan. Desuden blev der snakket jobrotation.
Til gengæld har regeringen afvist at forlænge dagpengeperioden igen, mens Enhedslisten formentlig bringer spørgsmålet om genoptjeningsretten ind i forhandlingerne om finansloven for næste år.
Job er vigtigst
Mette Frederiksen understregede, at den vigtigste opgave er at få de ledige i arbejde.
- Ja, der mangler job. Og vi gør meget for at skaffe flere. Men der er jobåbninger derude. Og selv i krisen får hver anden ledig trods alt job, inden der er gået seks måneder. Men vi skal have det speedet op. I det hele taget skal vi blive bedre til at få folk hurtigt i arbejde, sagde hun.
Hun opfordrede i øvrigt a-kasserne til holde skarpt øje med de ledige, der risikerer at miste dagpengene, men kun mangler nogle ugers arbejde, før de har genoptjent retten til dagpenge.
- Nogle af dem, der er i farezonen, har allerede optjent rigtig mange arbejdstimer. Det vil være godt, hvis a-kasserne kan trække dem ud og så gøre alt for, at de kan få de timer, de mangler, sagde Mette Frederiksen.