3.500 ledige 3F'ere reddes på stregen
Alene i juli forventes cirka 3.500 ledige 3F'ere at få forlænget dagpengeperioden. Frem til nytår gælder det 10.000. Men det er en stakket frist, advarer Morten Kaspersen fra a-kassen.
Omkring 10.000 ledige medlemmer i 3F har været ledige så længe, at de kan få forlænget deres dagpenge i efteråret - hvis de fortsat er fuldtidsledige. 1. juli slår forkortelsen af dagpengene igennem. For to år siden blev dagpengeperioden forkortet til to år - og midlertidig forlænget med et halvt år via regeringens finanslovsaftale med Enhedslisten i efteråret. Det vil sige, at de første langtidsledige får forlænget deres dagpengeperiode i juli. I 3F alene drejer det sig om cirka 3.500 ledige.
I løbet af efteråret og frem til årsskiftet kommer flere til, efterhånden som deres to-årige dagpengeperiode udløber - og bliver forlænget med seks måneder. I alt ser det ud til at omfatte omkring 10.000 ledige 3F-medlemmer - forudsat, at de ikke kommer i arbejde inden da.
- Problemet er, at der ikke rigtig er sket noget siden efteråret 2011. Ledigheden er ikke blevet mindre. Til gengæld er beskæftigelsen faldet lidt. De forskellige tiltag, der skulle hjælpe på beskæftigelsen, ser ikke ud til at være slået igennem endnu. Med andre ord er det ikke blevet lettere at komme i arbejde, siger forretningsfører for 3F's a-kasse Morten Kaspersen.
Hul i netttet
- Risikoen er, at om et halvt år begynder ledige at falde ud af dagpengesystemet i tusindtal. Det sikkerhedsnet, som er en del af den danske model, er helt gennemhullet, når så mange risikerer helt at miste deres dagpenge. Mange af dem vil formentlig heller ikke kunne få kontanthjælp, mener Morten Kaspersen.
- Skal der være retfærdighed til, skal der også være arbejde til de ledige, når man tager dagpengene fra dem. Ellers kommer forlængelsen af dagpengene bare til at virke som at tisse i bukserne for at holde varmen: Til foråret bliver det meget koldt, pointerer han.