Vismænd går i kødet på sundhedsforsikringer
Sundhedsforsikringer bør ikke få statsstøtte. Pengene bruges bedre på lavere skat til alle, mener vismænd.
I alt betalte staten 525 millioner kroner til de omkring 849.000 sundhedsforsikringer sidste år. Og det tal ser kun ud til at vokse i år og fremover. Skattekroner skal ikke betale til de private sundhedsforsikringer. I stedet burde vi bruge pengene på at sænke skatten på arbejde til alle, mener de økonomiske vismænd i deres nye rapport.
- Al løn bør beskattes ligeligt, uanset om det er frynsegoder eller almindelig løn. Sundhedsforsikringer vil blive mere og mere udbredt, da det er fritaget fra skat. Men det skattefritag bør hellere bruges på at sænke skatten på arbejde generelt, forklarer Jan Rose Skaksen.
I alt betalte staten 525 millioner kroner til de omkring 849.000 sundhedsforsikringer sidste år. Og det tal ser kun ud til at vokse i år og fremover.
Er det ikke rimeligt, at politikerne vælger at prioritere disse forsikringer, fordi det er et samfundsgode?
- Nej, for vi har jo et offentligt sundhedssystem, der er tilgængeligt for alle. De her forsikringer er en sag mellem arbejdsgiver og lønmodtager. Det er sådan set bare en anden form for løn, siger Jan Rose Skaksen.
Lavtlønnede har gavn af ordning
Hos Codan forsikring mener man, at skattefritagelsen er med til at sikre lavtlønnede samme adgang til forsikringer som højtlønnede. Fordi loven stiller som betingelse, at alle på en arbejdsplads skal dækkes af forsikringen.
- Jeg frygter, at lavt lønnede ikke vil have råd til at sige ja til forsikringen, fordi det vil udgøre en relativt større del af deres løn. Men når uheldet er ude, så er det dem, der har størst gavn af sådan en forsikring, siger pressechef i Codan Jens Nüchel.
Han forventer ikke, at der vil komme færre sundhedsforsikringer, hvis ansatte skal betale skat i fremtiden. Det vil højst sænke farten af udbredelsen, mener han.
S: Skattefritag er usolidarisk
Socialdemokraterne er glade for vismændenes skarpe kritik.
- Skattefritagelsen er usolidarisk, fordi dem uden sundhedsforsikring betaler til dem, der har. Det er urimeligt, og det vil Socialdemokraterne fjerne som det første, når vi får magten, siger Flemming Møller Mortensen, medlem af sundhedsudvalget for Socialdemokraterne.
Han er uenig i, at det kommer lavtlønnede til gavn, at forsikringerne er undtaget fra skat.
- Det offentlige skal give den rigtige behandling til alle, både højt og lavt lønnede. Derfor skal vi have løftet det offentlige sundhedsvæsen, som er blevet udsultet gennem årtier, mener Flemming Møller Mortensen.