Ingen vismandssvar på stigende ledighed

Fagbevægelsen anbefaler regeringen at lempe finanspolitikken og sætte gang i offentlige investeringer allerede i 2009

Fagbevægelsen anbefaler regeringen at lempe finanspolitikken og sætte gang i offentlige investeringer. (Arkivfoto)Fagbevægelsen anbefaler regeringen at lempe finanspolitikken og sætte gang i offentlige investeringer. (Arkivfoto)

Får de økonomiske vismænd ros fra fagbevægelsen for deres skatteudspil, så får de ris for anbefalingen til regeringen om ikke at lempe på finanspolitikken.

Der er brug for det stik modsatte. Der er brug for at få sat gang i hjulene - ikke mindst inden for bygge- og anlægsområdet.

Vismandsrapporten forudser faldende boligpriser, der medfører faldende boliginvesteringer og dermed aktivitetsfald og stigende ledighed. De forventer direkte negativ vækst i både 2009 og 2010.

- Vismændene burde om nogen være blandt dem, der kunne forklare regeringen, at der netop nu er visdom i at tage hånd om det kæmpe renoverings- og vedligeholdelsesefterslæb, siger John Larsen, formand for bygningsarbejderne samlet i BAT-kartellet.

- Efterslæbet vokser med voldsom hast. Derfor er det sund fornuft, at vi under en konjunkturnedgang kommer i gang med arbejdet i stedet for at sende regningen til vores børn og børnebørn, siger han.

BAT opfordrer regeringen til at revurdere det kommunale anlægsloft og statens anlægsudgifter i 2009.

Samme melding kommer fra LO-formand Harald Børsting: - Erfaringen viser, at offentlige investeringer i infrastruktur er forbundet med store samfundsøkonomiske gevinster. Offentlige investeringer øger velfærden og servicen til borgerne, samtidig med at der kommer flere i arbejde.

Også AE-rådet anbefaler offentlige investeringer allerede i 2009. Rådet vurderer, at offentlige investeringer er et langt bedre redskab end skattelettelser til at skubbe gang i vækst og beskæftigelse.

Afmatningen kommer hurtigt

Hos arbejdsgiverne i Dansk Byggeri er man rystet over, at vismændene ikke har opdaget, at beskæftigelsen allerede i år er faldet i byggeriet og at der er udsigt til yderligere fald næste år.

- Afmatningen i bygge- og anlægsbranchen kommer væsentlig hurtigere, end både vismænd og regeringen vurderer. Der er således allerede nu ledig kapacitet i branchen, og en veltilrettelagt yderligere lempelse af finanspolitikken i 2009 er derfor forsvarlig og nødvendig for at imødekomme udfordringerne på blandt andet arbejdsmarkedet, siger Dansk Byggeris formand Povl Christensen.

Han opfordrer derfor også til hurtigst muligt at få lavet aftaler og få igangsat de bygge- og anlægs-projekter, som er samfundsmæssigt nødvendige, frem for at vente til udgangen af 2010.