Sådan skaber du glæde på arbejdspladsen

Guide: Ingen hilsen, intet smil og spydige kommentarer, så er det rigtig surt at gå på arbejde. Men hos en afdeling af byggefirmaet Hoffmann A/S har de arbejdet hårdt på at få smilende ekstra meget frem på de ansattes læber.

Få seks gode råd til bedre stemning på jobbet. ((Arkivfoto: Colourbox).)Få seks gode råd til bedre stemning på jobbet. ((Arkivfoto: Colourbox).)

Tidligere i år valgte Hoffmann A/S at indføre nogle tiltag, som har gjort, at de er blevet nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2010 for bedste psykiske arbejdsmiljø.

Afdelingsleder Palle Priska fortæller her, hvad firmaet har gjort for at skabe glæde på arbejdspladsen.

- Det virker bedst at involvere de enkelte mest muligt. Vi afskaffede bl.a. de traditionelle sikkerhedsmøder hver 14. dag med en til to repræsentanter fra hvert fag og besluttede i stedet at holde et møde ugentligt i fælleskantinen, hvor alle håndværkere var med, forklarer Palle Priska.

En evaluering af Hoffmanns projekter har vist, at firmaet ved at involvere, informere og arbejde sammen i øjenhøjde har opnået en større tilfredshed blandt medarbejderne. Derfor vil firmaet nu også indføre det i resten af deres afdelinger.

- De personer, der har været involveret i projektet, bliver fremadrettet 'storebrødre/søstre' for deres kolleger for den videre implementering i Hoffmann, forklarer Palle Priska.

Hoffmann A/S er nu i gang med at lave en folder med seks punkter til, hvad medarbejderne skal huske at have fokus på.

Seks gode råd:

1. Vær synlig. Hils på dine kollegaer, nå du møder ind. Din kollega skal forstå, at du er glad for at se ham eller hende.

2. Hjælp din kollega med at løse evt. problemer. Foreslå forskellige måder at gøre tingene på, og gør hvad du kan, for at kollegaens projekt lykkes.

3. Overhold dine aftaler. Ring eller skriv, hvis du er forhindret.

4. Smil. Et smil til en kollega får dig til at virke mere imødekommende. Det er så let at være venlig, og det betaler sig altid.

5. Stil spørgsmål til kollegaens projekt. Vær engageret i projektet og eventuelle udfordringer. Oprigtig interesse gør din kollega glad.

6. Tal pænt. En positiv omgangstone gør arbejdsdagen bedre for dig og dine kolleger og giver en god stemning. Det kan samarbejdspartnerne mærke.