Forsvaret vinder selv de første udbud
Alle produktionsenheder i forsvaret skal igennem en udbudsrunde inden for de næste fire år. Forsvaret har vundet de første to licitationer selv, og det vækker stolthed.
Det bliver i fremtiden forsvaret selv, der skal drive Søværnets Operative Kommandos nye domicil i Brabrand samt Forsvarets informatiktjenestes hovedsæde i Hvidovre. Billedet er fra Høvelte Kaserne. (Arkivfoto) Det bliver i fremtiden forsvaret selv, der skal drive Søværnets Operative Kommandos nye domicil i Brabrand samt Forsvarets informatiktjenestes hovedsæde i Hvidovre.
Forsvaret har selv budt på - og vundet de to driftsopgaver, der som de første af forsvarets produktionsenheder har været sendt i udbud.
- Det er utroligt dejligt, at vi er så konkurrencedygtige, at vi går hen over vinder over de private firmaer, der har budt ind på opgaverne. Det er et stærkt signal at sende ud til organisationen. Det er vi meget stolte af, lyder det fra oberst Michael Bondegaard, der er chef for driftsdivisionen under Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste (FBE), som blev oprettet 1. januar i år.
Her er 2.400 medarbejdere beskæftiget med bygnings- og vedligeholdelsesarbejdet på alle landets kaserner, flyvestationer og lignende.
Det har ikke været gratís
Michael Bondegaard understreger dog, at det også får konsekvenser, at forsvaret selv har vundet opgaverne.
- Når vi vinder, er det fordi, vi virkelig har lagt os i selen for at ændre nogle ting. Vi har spidset pennen og tænkt i nye baner. Det betyder derfor også, at vi får færre medarbejdere i vores organisation, og at vi har omlagt vores produktionsform, siger Michael Bondegaard.
I stedet for som vanligt at tænke i små enheder, som forsvaret er bygget op af, har man for eksempel etableret et storkøkken i Høvelte, der leverer mad til flere enheder, samt oprettet udrykkerhold, der for eksempel slår græs eller pudser vinduer.
- Selvfølgelig er der lidt muk i rækkerne, men alle kan jo godt se, at hvis vi ikke kan gennemføre de her drastiske tiltag, så er der altså ti mand, der ryger, i stedet for otte, der bliver, som Michael Bondegaard udtrykker det.
Forsvaret udnytter uddannelse
De 2.400 medarbejdere, hvis arbejde nu skal udbydes over de næste fire år, var de samme, som i starten af 2000-tallet var igennem en optimeringsproces, hvis formål var at effektivisere driften af alle forsvarets arbejdspladser.
Forsvarets kasernearbejdere, rengøringsassistenter og cafeteriamedarbejdere fik et kompetenceløft og blev uddannet til enten ejendomsserviceassistenter eller serviceassistenter som et led i denne effektivisering.
Og det er blandt andet den indsats, der nu bærer frugt:
- Qua deres uddannelse har vi netop mulighed for at anvende medarbejderne mere fleksibelt.
3F'erne har været utroligt loyale i den her proces og klaret sig rigtigt godt i den turbulente periode. Og det er fantastisk, som de bider til bolle, når vi nu omlægger strukturen igen, lyder det fra Michael Bondegaard.
Vil byde på det hele
Han understreger, at FBE har til hensigt selv at gå ind og byde på samtlige opgaver, der skal i udbud inden for de næste fire år.
Og til spørgsmålet om, hvorvidt forsvaret har sat sit eget bud for lavt, og dermed vundet, svarer han:
- Vi har den risiko, at hvis der bare er én privat, der har budt på en opgave og følt sig dårligt behandlet, kan firmaet indanke os for Konkurrencenævnet, og så ville de endevende hele sagen. Så vi tør selvfølgelig ikke snyde på vægten. Vi er lige så bange som alle andre for at give et for lavt bud, som så ville bevirke, at vi ikke kunne holde økonomien. Når man har vundet et kontrolbud, har man altså også en forpligtelse til at drive det til den pris, der er aftalt, siger Michael Bondegaard.
De 3F'ere, forsvaret har uddannet til ejendomsserviceteknikere og serviceassistenter, får et tillæg på godt 20.000 kroner om året. Det gør, at forsvaret er lønførende på området.
- Men det gør heller ikke noget, hvis vi samtidigt arbejder mest effektivt og konkurrencedygtige, Og hvis vi vinder et større antal opgaver, må man da sige, at vi er topprofessionelle, siger Michael Bondegaard.