Strid om udlicitering i Århus Kommune
Tillidsrepræsentanter fra 3F og andre fagforeninger frygter, at op mod 1.000 medarbejdere i Århus Kommune kan blive ramt af udlicitering. I Århus Kommune maner man til besindighed.
Gruppeformand Hans Sig Nielsen fra 3F Århus Rymarken kalder udliciteringsregnestykkerne for rene luftkasteller.
Usagligt, ubegrundet og uansvarligt. Det er hvad 3F og andre faglige foreninger mener om udliciteringsforslaget fra Århus Kommune.
Tillidsrepræsentanterne kalder det en mistillidserklæring til de ansatte og frygter, at planerne kan komme til at berøre op mod 1.000 medarbejdere.
- I Århus Kommune har man en personalepolitik, der bygger på troværdighed, respekt og engagement. Men i denne sag er værdierne ikke overholdt, mener Brian Sten Larsen, fællestillidsrepræsentant for 3F-ansatte i magistraten Teknik og Miljø.
3F'ere rammes hårdt
3F Århus Rymarken er også gået ind i sagen. Her stiller man sig kritisk over for hele beregningsgrundlaget for udliciteringen og mener ikke, at det forventede udbytte på 30 millioner kroner er realistisk sat.
- Regnestykket er rene luftkasteller. Nu hvor overskuddet i kommunen er blevet højere end ventet, må det betyde, at det ikke er nødvendigt med så drastisk en udlicitering af medarbejderstillinger, mener Hans Sig Nielsen, gruppeformand i 3F Århus Rymarken.
Ifølge Hans Sig Nielsen vil udbudsrunden især ramme 3F's medlemmer:
-Det er rent ud sagt en massakre mod 3F Århus, som borgmesteren foretager!
Hans Sig Nielsen tror dog på, at nogle af udbudene kan tages af bordet, så udbudsrunden ikke bliver så drastisk, som der ellers er udsigt til.
Maner til besindighed
Løn- og personalechef i Århus Kommune, Per Jensen, forstår ikke, hvor fagforeningerne får tallet 1.000 medarbejdere fra.
- Der er pt. 450 medarbejdere, der skal udbydes over en treårig periode fra 2008-2011. Heraf er der godt 209 3F'ere. Det er det tal, som skal sendes i høring i næste uge, oplyser Per Jensen.
Han afviser dog ikke, at der kan ske justeringer i antallet af udbud, men mener samtidig ikke, at der er nogen grund til at skabe større frygt blandt de ansatte.
Udliciteringsplanerne vil blandt andet berøre ansatte inden for rengøring, vej og parkområdet, vedligeholdelsesmedarbejdere på børnehaveinstitutioner og pedeller på plejehjem.
I midten af juni skal magistraten træffe endelig beslutning om, hvilke stillinger, der skal udbydes.