Drastisk fald i ledige job
Antallet af ledige job er faldet med næsten 20 procent på et år. Handel og transport er en af brancherne med størst fald.
- Færre ledige job skyldes generelt mangel på vækst, siger Jan Villadsen, 3F's Transportgruppe. (Arkiv) Antallet af ledige job i den private sektor faldt med næsten 20 procent fra tredje kvartal 2010 til tredje kvartal i år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik fredag.
I 3. kvartal 2010 var der godt 20.000 ledige job, men i samme periode i år kun cirka 16.500 ledige job.
Faldet er størst i brancherne "erhvervsservice" og "handel og transport". I handel og transport er antallet af ledige stillinger faldet med 1.600, nemlig fra 7.700 til 6.100.
Mangel på vækst
- Generelt skyldes det jo mangel på vækst, når der bliver færre ledige job, siger formand for 3F's Transportgruppe Jan Villadsen.
- Det, jeg hører rundt omkring fra, er, at der næsten ingen ledige stillinger er at få. Så tallene passer godt med min fornemmelse. Men de meldinger, vi får fra branchen, stritter i flere retninger. Branchen har på et tidspunkt meldt ud, at det går bedre. Men vi kan samtidig se, at vi næsten ikke får flere af vores medlemmer i beskæftigelse. Så hvis der kommer flere i arbejde, er det ikke vores folk, siger Jan Villadsen.
Ledigheden i Transportgruppen er næsten uændret fra 2010 til 2011, dog med et lille fald. I august måned for eksempel var der cirka 300 færre fuldtidsledige end året før.
Færrest job i nord
Sammenligner man alle besatte og ledige job med antallet af ledige job, var andelen af ledige job på 1,1 procent. For et år siden var der 1,2 procent ledige job. Fordelt på regioner var det Hovedstaden, der havde det største fald. Men forholdsvist er der færrest ledige job i Nordjylland.