Bundrekord i ledige stillinger

Antallet af ledige stillinger i jobnet er fortsat lavt. Svært at få arbejdsmarkedet op i gear, mener arbejdsmarkedsøkonom.

Der er færre job at søge på jobnet.dk Jobnet er jobcentrenes tilbud til alle, der søger job, og til arbejdsgivere, der søger folk. Arbejdsmarkedsstyrelsen står bag. (Arkiv)Der er færre job at søge på jobnet.dk Jobnet er jobcentrenes tilbud til alle, der søger job, og til arbejdsgivere, der søger folk. Arbejdsmarkedsstyrelsen står bag. (Arkiv)

De ledige har færre og færre job at søge, når de leder på jobnet.dk

Ifølge tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen var det daglige gennemsnitlige antal stillinger i oktober 2009 7.608, mens det i oktober i år var 5.608 - eller det laveste nogensinde.

- Der bliver fortsat slået få ledige stillinger op, og der er ikke rigtig nogen fremgang at spore. Meget tyder på en ny afmatning. Eksporten får det svært, fordi væksten i udlandet er aftagende. I forvejen tør virksomhederne ikke investere, og forbrugerne tør ikke tage pungen op af lommen. Det betyder, at væksten er svag, og det er svært at få arbejdsmarkedet op i gear, siger arbejdsmarkedsøkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Lavest nogensinde

De ledige stillinger gøres op på flere måder: Det samlede antal stillinger - her er tallet det laveste i 11 måneder, og lavere end i samme måned sidste og forrige år. Antallet af nyopslåede stillinger - det er også det laveste antal i 11 måneder. Og det daglige gennemsnitlige antal - det er det laveste nogensinde, siden målingerne begyndte.

- Antallet af job vil falde, og ledigheden vil stige den kommende tid. Det forventer alle prognoser. Godt nok ser det ud til, at antallet af varslede fyringer falder lidt. Men desværre forventer vi, at det er en enlig svale, siger Erik Bjørsted.