Flere job - bare ikke i Danmark

Antallet af ledige job stiger i stort set hele Europa, bortset fra Danmark. Her er der blevet 1.600 færre ledige job inden for de seneste tre måneder.

Der er blevet færre job at slås om for de arbejdsløse i Danmark. (Foto: Gitte Sofie Hansen)Der er blevet færre job at slås om for de arbejdsløse i Danmark. (Foto: Gitte Sofie Hansen)

Som arbejdsløs skal du lede længere efter ledige stillinger. Der er nemlig blevet 1.600 færre job at søge, end der var for tre måneder siden. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. I Norge og Sverige er udviklingen den stik modsatte. Her er der kommet flere ledige job.

- Danmark halter efter resten af Europa. Selv et gældsplaget land som Italien har skabt flere ledige stillinger, siger Erik Bjørsted, arbejdsmarkedsøkonom i AE-Rådet.

Nordiske nabolande giver Danmark baghjul

Er du arbejdsløs i hovedstadsområdet, kan du med fordel tjekke jobannoncer i det svenske, hvor der er kommet over 10.000 flere ledige job inden for de seneste tre måneder.

-Tallene viser, at der næsten ikke bliver skabt nye job i Danmark. Samtidig er der fortsat fyringsrunder landet over. Den kombination er meget uheldig, siger Erik Bjørsted fra AE-Rådet.

Resultatet er, at arbejdsløsheden fortsat vil stige, og det skyldes at Danmark ikke oplever økonomisk fremgang på samme måde som i Sverige. Det vurderer Erik Bjørsted.

10 milliarder kroner skal sætte gang i væksten

Derfor opfordrer AE-Rådet til økonomiske investeringer for at sætte gang i væksten.

- Der er brug for at fremrykke offentlige investeringer, så vi kan få gang i økonomien, ellers risikerer vi at sakke endnu mere bagud i forhold til resten af Europa, siger Erik Bjørsted.

Det ser ud til at den nye socialdemokratisk ledede regering har lyttet til AE-rådet. I det nye regeringsgrundlag er der forslag om at fremrykke offentlige investeringer for omkring 10 milliarder kroner.

I Københavns Kommune har man også fået øjnene op for de mange ledige job i Sverige. Derfor har man netop besluttet at bruge 20 millioner kroner på at forbedre mulighederne for at søge arbejde på tværs af Øresund. Blandt andet skal der oprettes et Øresundsbrancheråd.