Find dig ikke i sexchikane

Små frække bemærkninger og ånde i nakken. Det er dig, der sætter grænsen for sexchikane. Fem gode råd til, hvordan du finder din grænse og siger STOP.

En upassende berøring eller en lummer kommentar. Der er forskellige grænser for, hvornår man føler sig udsat for sexchikane. (Foto: Colourbox)En upassende berøring eller en lummer kommentar. Der er forskellige grænser for, hvornår man føler sig udsat for sexchikane. (Foto: Colourbox)

- Min søde skat, lad mig vise dig vejen til fjernlagret. Hø hø. Når mandlige kollegaer overskrider din grænse, skal du fortælle dem det rent ud, inden det tager overhånd. - Det er meget individuelt, hvor vores grænser går. Derfor er det helt op til den enkelte. Men hvis chikanen skal holdes nede, så gælder det om at trække en streg i sandet, siger Annette Christensen, der er næstformand i 3F-afdelingen Nordhøjfyn. Sker det ikke, så kan du risikere, at både den enkelte lummergøj og hele gruppen fortsætter de ubehagelige tilnærmelser, mener Anette Christensen, der har haft flere sager om sexchikane over sit skrivebord.

Find din egen grænse

Annette Christensen giver her fem gode råd til, hvordan du trækker grænsen for lummerheder på arbejdet. Det handler om at finde sin egen grænse og tage det alvorligt, når den bliver overtrådt. 1. Lyt til din personlige grænse For nogle er mandehørmen ingenting. For andre er den bare alt for meget. - Det er kun dig selv, som kan sætte grænsen. Du skal ikke skule til, hvor andre har deres, fastslår Annette Christiansen. Mange er bange for at blive opfattet som snerpet eller sippet. Men forsøg ikke at lade dig påvirke. Sexchikane er nemlig psykisk nedbrydende i det lange løb. 2. Nærkontakt Grænsen kan gå allerede ved nærkontakt – uden berøring. - Hvis han står tæt og ånder dig i nakken. Så kan det være din grænse. Det bliver han nødt til at forstå kan være for meget, forklarer Annette Christensen. Den tætte kontakt er ofte meget intimiderende, men da den er snigende, kan det være svært at sige nej. 3. Unødvendig berøring - Du skal ikke finde dig i unødvendig berøringer. Det kan være en hånd på skulderen. Det virker uskyldigt, men hvis din grænse går dér, så går den dér, siger Annette Christensen. 4. Tilråb og beskidt snak Gider du ikke finde dig i sjofle bemærkninger, så er det her din grænse går. - Nogle er helt okay med frække tilråb. De vil sige, at du bare skal vænne dig til jargonen. Men din grænse kan sagtens gå ved sjofel snak, påpeger Christensen. 5. Tvetydige bemærkninger Mærkelige bemærkninger med en seksuel undertone rangerer også under sexchikane. - De kan blive sendt på mail eller blive sagt i en snæver vending. Lige meget hvad, så er det måske dér, du trækker grænsen, forklarer næstformanden fra Fyn. Bonustip: Sådan tager du snakken - Sig lige ud, at han er gået over grænsen. Det lyder lettere, end det er – helt sikkert. Men hvis du vil tager snakken på et roligt plan, så vil de fleste altså forstå, lyder rådet fra Annettes Christensen.