Øst-aftalen er til det første eftersyn

En særlig følgegruppe til østaftalen har første møde i dag fredag. Og der er nok at snakke om, mener fagbevægelsens repræsentant. Myndighedernes indsats til debat.

- Der er behov for entydig klarhed over myndighedernes indsats - et overblik over hvilke myndigheder, der er involveret hvor. De første måneder har afsløret manglende koordinering af myndighedsindsatsen, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet.- Der er behov for entydig klarhed over myndighedernes indsats - et overblik over hvilke myndigheder, der er involveret hvor. De første måneder har afsløret manglende koordinering af myndighedsindsatsen, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet.

Mødet kunne næppe være planlagt på et bedre tidspunkt.

Det siger Gunde Odgaard, den ene af fagbevægelsens to repræsentanter i den særlige følgegruppe, der er nedsat for at vurdere omgåelse af Østaftalen - de særlige overgangsbestemmelser for det danske arbejdsmarked efter EU-udvidelsen.

- De seneste uger har skabt usikkerhed på en række områder, og derfor er det fin timing, at følgegruppen nu har sit første møde, siger Gunde Odgaard, sekretariatsleder i Bygge-, Anlægs- og Trækartellet, forud for gruppens møde fredag.

Følgegruppen består af repræsentanter for fagbevægelse, arbejdsgivere, politi, Told&Skat, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, tre ministerier og Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Myndigheder skal reagere hurtigt

- Der er behov for entydig klarhed over myndighedernes indsats - et overblik over hvilke myndigheder, der er involveret hvor. De første måneder har afsløret manglende koordinering af myndighedsindsatsen, siger Gunde Odgaard om et af de emner, der naturligt vil være på dagsordenen.

- Desuden vil jeg gerne høre om myndighederne har tilstrækkelige ressourcer til at løfte opgaven. Vi hører fra fagforbund og fagforeninger, at eksempelvis politiet ikke magter at komme, hver gang man har mistanke om illegalt arbejde, ligesom det er uklart, hvem der skal undersøge, om grundlaget for at benytte udstationeringsbestemmelserne er til stede.

- Og da mange af de udenlandske arbejdstageres job i Danmark i sagens natur er af kortvarig karakter, er det nødvendigt at myndighederne har ressourcer til at reagere med det samme.

Derudover mener Gunde Odgaard, at der er behov for regelafklaring på en række områder omkring eksempelvis godkendelse af pseudo-selvstændige og udstationeringsloven.

Huller i østaftalen

De seneste uger har afsløret flere huller i Østaftalen.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) og integrationsminister Bertel Haarder (V) har tilsyneladende allerede lukket det første, idet de har dikteret ændret praksis i statsamterne i forbindelse med udstedelse af opholdsbeviser til personer med egne midler.

Udover den nævnte følgegruppe er der også nedsat en politisk følgegruppe bestående af repræsentanter fra de partier, der står bag Østaftalen. Det er alle Folketingets partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Den politiske følgegruppe har første møde 26. august.