Skru ned for varmen og bliv mere effektiv

Tag hellere en ekstra sweater på, før du drejer på termostaterne. Selv enkelte varmegrader kan gøre dig træt og uoplagt til dagens arbejde.

Hvis du vil have et godt indeklima, så skal du ikke skrue for højt op for radiatoren. Hvis det er for varmt, så bliver du hurtigt uoplagt og træt. (Foto: Colourbox)Hvis du vil have et godt indeklima, så skal du ikke skrue for højt op for radiatoren. Hvis det er for varmt, så bliver du hurtigt uoplagt og træt. (Foto: Colourbox)

Måske klaprer du tænder, mens kollegaen ved siden af tørrer sved af panden. Du har lyst til at skrue op for varmen, mens hun vil åbne et vindue.

Men I skal begge lade være. Temperaturen i det rum, du arbejder i, skal være konstant og helst ikke for varm. Selv de mindste stigninger på termometeret kan forværre luften og gøre dig træt, ugidelig og ineffektiv.

Ifølge arbejdsmiljøkonsulent Henrik Harboe vil man kunne løse i omegnen af 50 procent af alle indeklimaproblemer bare ved at sænke temperaturen. Han giver her fire gode råd til, hvordan du får et bedre indeklima.

4 veje til et godt indeklima

1. Placer et termometer i det rum, du arbejder i

Et helt almindeligt termometer, som du køber i supermarkedet, kan sagtens klare opgaven. Læg termometeret et sted, hvor det hverken er udsat for træk, direkte sollys eller voldsom varmepåvirkning.

2. Noter temperaturen morgen og aften

Læg et skema ved termometret, så det er nemt at holde styr på dine målinger. Du kan også notere ud for hver dag, hvordan vejret har været udenfor.

- Hvis temperaturen er for høj, belaster både varmen og luftforureningen dig fysisk, hvilket betyder, du bliver træt, utilpas og ukoncentreret, siger Henrik Harboe.

3. Find ud af, hvem der styrer varme og udluftning

Går alle og skruer op og ned for radiatorerne? Eller sker det automatisk?

- Hvis man arbejder flere kollegaer i det samme rum, kan det være svært at blive enige om, hvilken temperatur, der er den bedste. Men det nytter ikke noget, hvis alle går og skruer op og ned på radiatorerne, siger arbejdsmiljøkonsulenten.

4. Gå efter en rumtemperatur på 20 grader

Hold temperaturen i rummet på 20 grader.

- Jo højere temperaturer, jo større kemisk fordampning er der fra for eksempel maling og gulvtæpper. Varmen gør også, at den forurening, der ved 20 grader kan føles ok, kan være ulidelig når temperaturen når 26 grader, siger Henrik Harboe.