Undgå bakteriebomberne på arbejdet

Fem gode råd til, hvordan du opnår en bedre hygiejne, når du er på arbejde.

Hvis du vil bakterierne til livs og slippe for at ligge med influenza, så husk at vaske hænder - ofte!  (Foto: Colourbox)Hvis du vil bakterierne til livs og slippe for at ligge med influenza, så husk at vaske hænder - ofte! (Foto: Colourbox)

Influenzaen har igen ramt landet, og for noget tid siden var der ligefrem to danskere, der måtte lade livet, da de var blevet smittet med den farlige H1N1-virus. Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at du holder en god hygiejne, hvis du vil undgå smitte.

Men selvom det er så simpelt, er sikkert mange af os, der alligevel glemmer det. Derfor har Rådet for Bedre Hygiejne lavet fem gode råd til arbejdspladsen om hvordan man holder en god hygiejne.

5 gode råd til en renere arbejdsplads

1. Vask hænder ofte

Vask hænder, når du kommer om morgenen, efter toiletbesøg, før du spiser - og i kantinen, lyder det første gode råd.

2. Rengør tastatur, skrivebord og telefon

Især berøring er årsag til smitte, og derfor skal du også holde øje med, om de ting du rør ved er rene.

- Husk at rengøre dit tastatur, skrivebord og telefon med jævne mellemrum - især, hvis du deler med andre, siger Rådet for Bedre Hygiejne.

3. Hold håndtag, gelændere og knapper rene

Det er ikke kun på dit domæne, der skal holdes rent. Hold generelt øje med steder, du rør ved i løbet af din arbejdsdag.

- Sørg for at holde fokus på rene håndtag, gelændere, knapper - spørg rengøringsfolkene om dette, lyder det fra Rådet for Bedre Hygiejne.

4. Brug håndsprit

Håndsprit kan for nogen måske virke lidt overdrevet, men på den anden side er der jo en grund til, at man bruger det på hospitaler. Rådet for Bedre Hygiejne anbefaler, at man bruger den på arbejdspladsen, for eksempel i kantinen, i receptionen eller måske i meget store mødelokaler.

5. Luft ud

Får du luftet ud, undgår du også at sidde i de samme bakterier hele dagen, og ifølge Rådet for Bedre Hygiejne er det derfor især vigtigt her i den kolde, fugtige årstid.