Cafébesøg førte til internationalt fagligt møde
Tre fagforeningsfolk fra Nepal gæstede Danmark. De fik som sidegevinst sat skub i organisering af nepalesere bosat i København under et tilfældigt cafébesøg.
Møde mellem nepalesere og danskere i København: Fra venstre Santha Basnet, marmorpudser, Gunaram Acharyg fra landsorganisationen GEFONT, Hanne Sandager, 3F, Naranath Luitel, formand for CUPPEC og Hanne Nielsen, TIB. - Det har været tankevækkende og inspirerende at være sammen med nepaleserne i besøgsgruppen og se deres tilgang til fagforeningsarbejdet. De kan lære os så meget især om organisering af medlemmer. For dem er det lige så naturligt, som at trække vejret. De laver fagforeningsarbejde, hvor de står og går, i arbejdstiden og i fritiden, og altså også i København.
Det siger Hanne Nielsen fra TIB og Hanne Sandager fra 3F efter at have været værter for tre fagligt aktive fra Nepal en uge i Danmark. De er med i en nyoprettet ”fusions”-solidaritetsgruppe bestående af kvinder fra TIB og 3F. Solidaritetsgruppen arbejder især for at styrke erfaringsudveksling med bygningsarbejdere i Nepal.
Under en kaffepause på en café ved Søerne i København fandt gruppen tilfældigvis ud af , at tjeneren og flere af folkene i køkkenet var nepalesere. Efter nogen tids snak blev det klart for de tre nepalesiske fagforeningsfolk i besøgsgruppen, at her måtte holdes et møde udenfor arbejdstiden. Mødet blev afviklet tidligt om morgenen under kastanjetræerne et par dage senere. Der blev snakket og forklaret om fordelene ved faglig organisering.
Tjenerne og køkkenfolkene fortalte, at deres løn svingede fra 115 kr. til 130 kr. uden tillæg af nogen slags. Men de kendte mange nepalesere i København, der får væsentligt mindre, og der er mange historier om ansatte, der ikke får det, de er blevet lovet.
De ansatte på cafeen er alle studerende på bl.a. CBS og Københavns Universitet og arbejder ved siden af studierne, som de selv skal betale. Det viste sige senere, at de desuden bor under elendige forhold. De skønner selv, at der er omkring 1000 nepalesiske studenter i København, der lever og bor under lignende forhold.
Fagforeningsfolkene fra Solidaritetsgruppen har fulgt op på sagen ved at tage kontakt til 3F Privat Service, Hotel og Restauration i København og orienteret dem om forholdene.
Inspiration med hjem
Den nepalesiske besøgsgruppe bestod af 3 deltagere, der som et led i 3F´s udviklingsprojekt med landsorganisationen GEFONT i Nepal, besøgte Danmark og 3F for at udveksle viden om fagligt arbejde.
Gæsterne var Naranath Luitel, formand for CUPPEC, der organiserer malere, vvs'ere, elektrikere og bygningsarbejdere, Santha Basneth, der er marmorpudser og aktiv i forbundets kvindekomite og Gunaram Acharyg fra GEFONT.
- Formålet med besøget var at oplyse og give inspiration om organisering, arbejdsmiljø, ligestilling, udenlandsk arbejdskraft. Dette blev efterlevet på forskellig vis gennem bl.a. møder med 3F, Arbejdstilsynet, Byggefagenes Samvirke, TIB afd. 9 og Malerforbundet, fortæller international rådgiver i 3F, Birte Møller Jensen, der fulgte gruppen under besøget i Danmark.
Gruppen besøgte en byggeplads på Nørrebro og et møde med to filippinske tillidsrepræsentanter fra rengøringsområdet på Nationalmuseet.
Nepaleserne fik desuden indblik i migranters arbejds- og boligforhold bl.a. ved et besøg på et område på Refshaleøen, der bl.a. huser migrantarbejdere af mange forskellige nationaliteter.
- Kendskabet til 3F og fagbevægelsen i Danmark gav gæsterne stor inspiration til en øget indsats for kontingentbetaling i Nepal. De fik også en større forståelse for hvor vigtigt det er at inkludere migrantarbejdere i fagforeningen. I Nepal er der især mange fra Indien, der lever afskærmet og tilbydes de ringeste arbejdsvilkår, fortæller Birte Møller Jensen.
- Under gruppens besøg her i landet var de indkvarteret privat og mændene fandt ud af, at det faktisk kunne være hyggeligt at deltage i madlavning og husarbejdet, noget de nok ikke var så vant til hjemmefra og helt klart en inspiration mere i bagagen hjem, fortæller hun.
Det planlægges at kvinderne fra 3F og TIB skal på genbesøg i Nepal til næste forår.