På byggeplads for 15 kroner om dagen

Fattige bygningsarbejdere organiserer sig for at få bedre vilkår i Nepal. Men der er lang vej endnu.

Kvinderne på byggepladser i Nepal står for meget hårdt og farligt arbejde. (Foto: 3F solidaritetsgruppe)Kvinderne på byggepladser i Nepal står for meget hårdt og farligt arbejde. (Foto: 3F solidaritetsgruppe)

Bygningsarbejdere i Nepal lever i fattige kår og arbejder under ekstremt hårde og farlige forhold. Men flere og flere af dem organiserer sig fagligt for at få bedre forhold.

Fagforbundet Cuppec, der især organiserer bygningsarbejdere, har fået 10.000 nye medlemmer i løbet af halvandet år og har nu i alt 70.000. Fagforeningen har ikke mindst fokus på arbejderne i teglværker i Kathmandu-dalen.

Det fortæller Hanne Nielsen, der netop besøgt Nepal som en del af 3F's solidaritetsgruppe, der støtter bygningsarbejdere i landet.

- Migrantarbejdere kommer ind fra landområderne for at arbejde en del af året. De bor i skure og arbejder under hårde forhold. De fleste aner ikke hvad en fagforening er, men der bliver gjort et imponerende stykke arbejde for at organisere folk, siger Hanne Nielsen.

Fagforeningen organiserer også murere, elektrikere, marmorslibere og andre grupper af bygningsarbejdere.

- De har så meget drive

- På nogle områder er nepaleserne hestehoveder foran os, når det gælder om at organisere og aktivere medlemmer. De har simpelthen så meget drive, og det gør, at de kommer i kontakt med folk, som så melder sig ind og bliver aktive, siger Hanne Nielsen.

En del af fagforeningens kontakt til bygningsarbejdere foregår på mødesteder, hvor arbejderne bliver hyret ind til dagens opgaver i små sjak klokken 8-9 om morgenen.

Kvinder tager ofte deres små børn med på arbejdspladsen.

En faglært håndværker får, hvad der svarer til mellem 22 og 30 kroner for en dags arbejde. Mindstelønnen er 15 kroner, og ofte er det fagforeningens opgave at sikre, at den bliver respekteret.

Der er gang i byggeriet i Nepal, og der er masser af byggepladser i Kathhmandu og omegn. De er præget af rod, sjusk og elendig sikkerhed, fortæller Hanne Nielsen. Der sker mange ulykker, og det kan risikere at smadre en families livsgrundlag.

- Der er familier, der formår at spare en smule op til deres børns skolegang og opretholde et rimeligt livsgrundlag. Men hvis manden en dag kommer ud for en ulykke, kan det hele gå op i hospitalsregninger. Fagforeningen arbejder blandt andet på at sikre folk erstatning, siger Hanne Nielsen.

Hun fortæller, at der stadig er meget at forbedre, når det handler om sikkerhed på pladserne.

Størstedelen af byggesektoren er uformel, da en virksomhed skal have ti ansatte for at blive registreret i Nepal.

Mobilfotos i lønforhandling

- Arbejderne er meget økonomisk sårbare. Der er ofte strømsvigt i Nepal, og det betyder helt konkret, at de ikke kan arbejde og derfor går glip af deres løn, siger Hanne Nielsen.

Der er omkring 2400 aktive medlemmer af bygningsarbejderforbundet, heraf mange kvinder. En del af de kvindelige medlemmer gik med i demonstration 8. marts – og betalte selv for kampdagen i form af manglende løn.

Nepals kvinder har i mange år været at finde på byggepladserne, men de har haft det tungeste og dårligst betalte arbejde. Det er så småt ved at ændre sig:

- De seneste år har kvinderne tiltvunget sig adgang som marmorslibere. De sliber de fliser, der bliver brugt i belægning og byggeri. Ellers skal kvinderne traditionelt lave det ufaglærte arbejde, mens mændene har haft patent på det på arbejdet med maskiner, fortæller Hanne Nielsen.

For ti år siden, var der ingen kvinder organiseret på området, forklarer hun.

- Når fagforeningen kom ud på pladserne, troede kvinderne, at de møder, de blev opfordret til at gå til, var dække over trafficking, siger Hanne Nielsen.

Siden har forbundet dannet kvindekomitéer, hvor kvinderne i små grupper diskuterer emner som sundhed og chikane. Det har fået tilliden til fagforeningen til at vokse.

Der er nu 34 kvinder i ledelsen af landsorganisationen Gefont, heraf flere bygningsarbejdere. Det er mere end de lovbefalede 33 procent.

3F samarbejder med Gefont gennem et Danida-støttet udviklingsprojekt.