Chiquita trækker i land
Fyrede bananarbejdere genansættes i Costa Rica efter internationale protester. Men arbejdsmiljøet er stadig til debat, mener 3F.
Chiquita har længe forsøgt at blive bananproducenternes duks med åbne regler for adfærd over for blandt andre ansatte og fagforeninger. Det multinationale selskab, Chiquita, har gennem et par måneder benægtet anklager om at være skyld i forgiftningsulykker og uretmæssige fyringer af kritiske bananarbejdere i Costa Rica.
Men nu er koncernen alligevel blevet enig med det regionale forbund for bananarbejdere, Colsiba, og det internationale fødevareforbund, IUF, om en løsning. der kommer de ansatte i møde.
Plantagearbejderne Alexander Ryeyes og Marco Gonzales begyndte på arbejde igen i fredags efter næsten to måneder ud job.
Chiquita fastholder dog, at det var de fyrede arbejdere, der overtrådte selskabets regler, da de blev udsat for ekstrem farlig insektgift og de trækkes derfor fire dage i løn.
Bøjer sig for internationalt pres
Aftalen er kommet på plads efter, at selskabet har modtaget flere tusinde protester, blandt andet gennem hjemmesiden labourstart.org.
- Der er mange, der holder øje med Chiquita, fordi selskabet lægger vægt på en høj social standard blandt andet gennem aftaler med fagbevægelsen. Denne sag viser, at Chiquitas praksis kan være tvivlsom, men at selskabet er villig til at bøje sig for internationalt pres. Det var næppe sket uden stor bevågenhed, siger Jesper Nielsen, international rådgiver i 3F.
Giftproblemer stadig ikke løst
Han mener dog, at der spørgsmålet om Chiquitas brug af livsfarlig insektgift fortsat står uløst.
- Stoffet Carbofuran, som Chiquita anvender i Costa Rica, er et af verdens absolut farligste kemikalier efter rottegift. Kun pres fra de store koncerner gør, at det stadig er lovligt at bruge. Samtidig er det et problem, at sikkerhedspolitikken på plantagerne i Costa Rica er dikteret af ledelsen. Hvis man overtræder den, bliver man fyret. Det er ikke god arbejdsmiljøpolitik. Den burde i stedet aftales mellem arbejderne og ledelsen på plantagerne, mener Jesper Nielsen.
Chiquita har som den eneste multinationale frugtkoncern en rammeaftale med fødevareforbundet IUF for at fastlægge, hvordan faglige problemer løses.