Mejeriforhandlingerne afbrudt
OK08: Forhandlingerne om en ny overenskomst til over 7.000 mejeriarbejdere er midlertidigt afbrudt.
Anden runde af forhandlingerne endte med et forlis, da forhandlere fra 3F, NNF samt Danske Mejeristers Fagforening på den ene side af bordet mødtes med folk fra Mejeribrugets Arbejdsgiverforening på den anden side.
(Arkivfoto.) Der blev ingen ny overenskomst til de mere end 7.000 medarbejdere på landets mejerier i denne omgang. For anden runde af forhandlingerne endte med et forlis, da forhandlere fra 3F, NNF samt Danske Mejeristers Fagforening på den ene side af bordet mødtes med folk fra Mejeribrugets Arbejdsgiverforening på den anden side.
- Det overrasker mig, at arbejdsgiverne ikke vil komme med mere. Vi vil ikke være med til at forhandle noget, som er ringere end det, der netop er givet på andre overenskomstområder, siger Vagn Henriksen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F, til Nyhedsbrevet 3F.
Lønforhandlinger førte til brud
Landets hen ved 3.500 anlægsgartnere fik 1. februar en ny overenskomst, som betyder, at langt de fleste af dem kan se frem til over 1.000 kroner ekstra i løn om måneden fra 1. marts i år. På samme vis er der også hver måned to ekstra plovmænd på vej til de 710 chauffører, lagerarbejdere og driftsmedarbejdere, som arbejder i landets største grovvareselskab, DLG-Koncernen.
Men sådanne lønforbedringer vil arbejdsgiverne på landets mejerier altså ikke umiddelbart give deres medarbejderne i en ny overenskomst. Og det var i høj grad årsagen til, at forhandlingerne endte med et midlertidigt sammenbrud.
- Vi har fremlagt vores økonomiske krav, men arbejdsgiverne vil ikke fremlægge deres økonomiske ramme. Derfor var det simpelt hen nødvendigt med en tænkepause. Vi har virkelig forsøgt at få et forlig, men må nu erkende, at der ikke kommer en tidlig aftale på plads, siger Vagn Henriksen.
Fælles front fortsætter
Selvom det ikke er lykkedes at få et hurtigt forlig i hus, fortsætter forhandlerne fra 3F, NNF og Danske Mejeristers Fagforening at stå skulder ved skulder i drøftelserne med Mejeribrugets Arbejdsgivere. Det er første gang, at de tre selvstændige, faglige forbund forhandler med arbejdsgiverne ud fra fælles krav på ét stykke papir.
- De tre forbund står stadig stærkt sammen. Vi er helt enige om kravene over for arbejdsgiverne. Og vi tror stadig på, at vi kan få et resultat, uden at forligsmandens må gribe ind, siger Vagn Henriksen.
Forhandlingerne mellem de tre fagforbund og Mejeribrugets Arbejdsgivere bliver genoptaget 26. februar. Lykkes det ikke at få et forlig, vil der 1. april træde en konflikt i kraft på landets mejerier.