Udsigt til nyt lønsystem for mejeriansatte
OK08: Mere end 7.000 ansatte inden for mejeribranchen kan formentlig se frem til at stige i løn, hvis de videreuddanner sig på jobbet.
Medarbejderne på landets mejerier kan efter alt at dømme glæde sig til en højere løn fremover, hvis de vælger at videreuddanne sig. (Arkivfoto) Medarbejderne på landets mejerier kan efter alt at dømme glæde sig til en højere løn fremover, hvis de vælger at videreuddanne sig på deres arbejde.
For fagforbundene 3F, NNF og Danske Mejeristers Fagforening lægger sammen med Mejeribrugets Arbejdsgiverforening op til at lave et helt nyt lønsystem i forbindelse med forårets forhandlinger om en ny overenskomst på mejeriområdet.
- Vejen er nu banet for et nyt lønsystem, hvor det kan betale sig for den enkelte medarbejder at videre- og efteruddanne sig. Det er utroligt positivt, at udannelse nu kan betale sig, og fagforbundene går efter markante lønstigninger, siger Lars Gram, formand for Danske Mejeristers Fagforening, til Nyhedsbrevet 3F.
Øverst på ønskelisten
Et nyt lønsystem står også højt på arbejdsgivernes ønskeliste til en ny overenskomst:
- Vi vil meget gerne have indført en ny lønstruktur, for vi lægger stor vægt på uddannelse af medarbejderne. Men det skal være et system med både rettigheder og pligter, siger Morten Gass, direktør for Mejeribrugets Arbejdsgiverforening, til Nyhedsbrevet 3F.
- De ansatte må forvente, at de ikke stiger i løn, eller kommer ind i en afdeling, hvor der ikke sker så meget udvikling, eller i yderste konsekvens bliver fyret, hvis de gentagende gange siger nej til at videreuddanne sig, siger Morten Gass.
Tillæg for specielle arbejdsopgaver
Parterne lægger op til, at det nye lønsystem skal tage udgangspunkt i en startløn, som bliver fastsat i overenskomsten. Derudover vil den enkelte medarbejder få tillæg, efter hvor meget vedkommende vil videreuddanne sig. De kompetencer, som medarbejderen har skabt sig internt på virksomheden, vil givetvis også udløse et tillæg. Det kan være evnen til at passe flere eller specielle funktioner på mejeriet, ligesom en fleksibel indstilling til arbejdet vil blive belønnet.
Hvor meget ekstra mejeriarbejderne får i lønningsposen som følge af, at de uddanner sig ekstra på jobbet, bliver først afgjort i forbindelse med forårets forhandlinger om ny overenskomst.
Større indflydelse på arbejdsdagen
3F, NNF og Danske Mejeristers Fagforening vil desuden forsøge at få en god fritvalgsordning til deres over 7.000 medlemmer på området.
- Folk er blevet meget mere individuelle, og de vil i stigende grad have indflydelse på deres egen arbejdsdag. Derfor er det meget vigtigt, at de selv kan vælge, om de vil have større løn, højere pension eller mere frihed, siger Poul Erik Faarkrog, forbundssekretær i NNF, til Nyhedsbrevet 3F.
De faglige forbund vil også søge at sikre en forbedring af vilkårene for de tillidsvalgte på arbejdspladserne.
- Vi vil arbejde hårdt for, at vores tillidsvalgte får mere frihed til at passe deres faglige arbejde i arbejdstiden uden en reduktion i lønnen. Det kan ikke være meningen, at de skal spørge om fri til at lave tillidsarbejdet eller presses til at lave det om aftenen, siger Vagn Henriksen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F, til Nyhedsbrevet 3F.
Fælles tro på forlig
De egentlige forhandlinger om en ny overenskomst på mejeriområdet begynder 30. januar.
- Der har været en god stemning under de indledende møder, og vi er optimistiske i forhold til de kommende forhandlinger. Vi går efter at have en aftale i hus omkring 1. marts, siger Vagn Henriksen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.
Optimismen blomstrer også på den anden side af forhandlingsbordet:
- Tonen har som altid været rå, men hjertelig. Vi tror på et forlig - og meget gerne uden indblanding fra forligsmanden. Det er vigtigt, at vi får en overenskomst, der er et forståeligt opslagsværk, som parterne kan bruge i hverdagen, siger Morten Gass, direktør i Mejeribrugets Arbejdsgiverforening.