Grønne arbejdsgivere kræver forligsmand ind
OK 08: Arbejdsgiverforeningen GLS-A har efter få timers drøftelser forlangt, at forligsmanden blander sig i forhandlingerne med 3F om en ny overenskomst på det grønne område. Uhørt, mener 3F.
En ny overenskomst til landets op mod 20.000 gartnere, skovarbejdere og landbrugsassistenter skal ikke alene være en sag for arbejdsmarkedets parter. (Arkivfoto.) En ny overenskomst til landets op mod 20.000 gartnere, skovarbejdere og landbrugsassistenter skal åbenbart ikke alene være en sag for arbejdsmarkedets parter.
I hvert fald har arbejdsgiverorganisationen for gartneri-, skov- og landbrug allerede efter blot ti timers forhandlinger krævet, at forligsmanden deltager i drøftelserne.
Det er utilfredsstillende, mener modparten, 3F:
- Det er uhørt og uforskammet, at GLS-A forlanger at forhandle med forligsmanden så tidligt i processen, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F, til Nyhedsbrevet 3F.
Forhandlinger foregår i god tone
Forligsmanden er tilsyneladende enig med 3F’s topforhandler, for mægleren har indtil videre ikke ønsket at tage del i drøftelserne.
3F ønsker at lave en overenskomst uden hjælp fra forligsmanden. Og onsdag afleverede fagforbundet samtlige dets krav til en ny overenskomst til GLS-A.
- Vores krav gav tavshed hos arbejdsgiverne. Der har været seriøse drøftelser i en god tone, men vi har endnu ikke fået tilsagn om forbedringer for medarbejdere på det grønne område. Der er stadig store hurdler omkring løn og pension, siger Arne Grevsen, formand for Den Grønne Gruppe i 3F.
3F’erne ønsker højere løn og bedre pension
En pæn pension og højere løn står højt på ønskesedlen hos en stor del af 3F’erne på det grønne område. Det viste en stor undersøgelse, som Den Grønne Gruppe i 3F lavede forud for forhandlingerne om ny overenskomst.
Landets gartnere, skovarbejdere og landbrugsassistenter ligger med 11,55 procent i pension i toppen i forhold til 3F’ere på andre områder af arbejdsmarkedet. Alligevel peger knap halvdelen af 3F’erne i undersøgelsen på pension som et af de tre vigtigste forhold, der skal forbedres. Mere end otte ud af ti prioriterer højere løn, viser undersøgelsen, som hver fjerde af 3F’erne på det grønne område har deltaget i.
GLS-A: ingen kommentarer
Nyhedsbrevet 3F har onsdag forgæves forsøgt at få en kommentar fra arbejdsgiverne i GLS-A.
- Jeg har ikke tid til at snakke i dag. Du kan eventuelt ringe i morgen, men det er ikke sikkert, at jeg vil sige noget om forhandlingerne, siger Johnny Ulff Larsen, direktør i GLS-A, til Nyhedsbrevet 3F.
Forhandlingerne mellem 3F og GLS-A sluttede lidt efter midnat natten til torsdag. Parterne har aftalt nye forhandlinger uden forligsmanden på mandag.