Voksenmobning tages ikke alvorligt
SF klar til handling, for regeringen snakker udenom, mener ordfører Eigil Andersen.
Regeringen ved ikke, hvor mange der rammes af voksenmobning, og hvad det koster samfundet i sygedage. De oplysninger vil SF have frem. SF er dybt utilfreds med regeringens holdning til mobning på arbejdspladsen.
Regeringen ved ikke noget ordentligt om problemet og vil tilsyneladende heller ikke gøre noget ved det, mener arbejdsmarkeds- og arbejdsmiljøordfører Eigil Andersen.
Han har netop stillet en række spørgsmål til beskæftigelsesministeren og er ikke tilfreds med svarene. Regeringen ved ikke, hvor mange der rammes af voksenmobning, og hvad det koster samfundet i sygedage. De oplysninger vil Eigil Andersen igen presse på for at få frem.
- Problemet med mobning på arbejdspladsen er helt tydeligt i voldsom stigning. Der kommer langvarige sygemeldinger fra mennesker, der er blevet mobbet, og nogle af dem kommer aldrig i job igen, fordi de er mobbet. Det er i mine øjne et problem, der skal gøres noget ved.
Tilsyn har ikke tid
Eigil Andersen sætter ikke som eks-beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) sin lid til Arbejdstilsynet.
- Jeg ved godt, at tilsynet også skal screene det psykiske arbejdsmiljø. Men dels har tilsynet meget lidt tid, og dels går der tre år imellem screeningerne. Så jeg tror, det er meget svært for tilsynet at opfange problemer med mobning.
Eigil Andersen vil have mobning sat meget mere på dagsordenen i den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse. Der skal indføres et lovbaseret efteruddannelsestilbud, mener han.
- Hvis sikkerhedsrepræsentanter og arbejdsledere på kurserne fik mere at vide om mobning, tror jeg, de er bedre til at opfange signalerne i dagligdagen og gribe ind for at forebygge, at nogen mobbes.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø undersøger i øjeblikket konsekvenserne af mobning og chikane på arbejdspladsen.
Her ventes et resultat midt på sommeren, og Eigil Andersen håber, det bliver så overbevisende, at regeringen ikke kan blive ved med at snakke udenom.