Mobning er et udbredt problem
Danmarks største mobningsundersøgelse klar i september.
Forskere er ved at lægge sidste hånd på den hidtil største danske mobbeundersøgelse. 55 virksomheder er med. ”Kun” cirka halvanden person ud af hundrede er udsat for systematisk og ødelæggende mobning på arbejdspladsen.
Men mobning er alligevel et udbredt problem, oplyser seniorforsker Åse Marie Hansen, Det Nationale Center for Arbejdsmiljø (NFA).
Hun og andre forskere er ved at lægge sidste hånd på den hidtil største danske mobbeundersøgelse. 55 virksomheder er med. På 22 af dem mobbes ofte, og hele 43 beskriver, at de ”af og til” oplever mobning.
- Problemet er altså ikke kun lokaliseret på enkelte arbejdspladser. Og for mig siger tallene, at en række virksomheder godt kunne arbejde med arbejdsmiljøet og for eksempel begynde at kigge lidt på konflikthåndtering, siger Åse Marie Hansen.
Søvn, stress og spyt
Den afsluttende rapport om mobning ventes i september. Men forskerne tør allerede nu melde ud, at mobbede personer blandt andet har svært ved at få en ordentlig søvn.
- Søvn er den vigtigste faktor for restitution. Ved for lidt søvn er der øget risiko for hjertekarsygdomme, diabetes og død, siger Åse Marie Hansen.
7.500 spytprøver viser, at mobning også påvirker kroppen. Den mobbedes mængde af stresshormon (kortisol) falder, og det kan være tegn på alvorlige helbredsskader.
Lektor Charlotte Bloch fra Københavns Universitet har via undersøgelsen fundet 85 såkaldte negative handlinger. Eksempelvis kolleger, der råber og skriger, ignorerer én, sladrer og skaber rygter, hele tiden stiller spørgsmålstegn ved én og kalder øgenavne.
- De negative handlinger anbringer den mobbede i en spiral af skam og vrede og isolation, siger Charlotte Bloch.
Fra start var der bevilget 8,8 millioner til undersøgelsen. Men 3,5 millioner fra Forebyggelsesfonden gør, at forskerne også vil kunne komme med bud på rehabilitering af mobbeofre og forebyggelse af mobning på arbejdspladsen, oplyser projektleder Annie Høgh, NFA.