Strejkende sømænd stadig uden løn
Siden 27. maj har Vejle Havn huset fem litauere på båden "Baltic Breeze". De strejker på grund af manglende løn, og kravet har nu sneget sig over en halv mio. kroner.
De svenske redere bag skibet "Baltic Breeze" skylder nu fem litauiske søfolk knap 100.000 dollar eller over en halv mio. kroner. (Privatfoto) Fem litauiske sømænd på båden "Baltic Breeze" har ikke fået udbetalt løn siden den 1. marts. Derfor har de strejket siden den 27.maj, hvor de anløb Vejle Havn.
De svenske redere bag skibet skylder dem nu knap 100.000 dollar eller over en halv mio. kroner.
Båden er svensk ejet, men sejler under panamansk flag, et såkaldt bekvemmelighedsflag.
- De befinder sig i en forfærdelig situation. På et tidspunkt var de endda løbet tør for mad, så jeg var nødt til at købe ind for dem, siger Martin Jensen fra 3F Vejle.
Beregnende rederier
Skibsinspektør Morten Bach fra Det Internationale Transportforbund har været i kontakt med de svenske redere, der ejer "Baltic Breeze".
- De siger, at de er kommet op at skændes internt om, hvem der skal betale lønnen.
Han har flere gange besøgt besætningen, som har svært ved at holde skindet på næsen. Men de er ifølge Morten Bach angiveligt ikke de eneste, der på det seneste ikke har set skyggen af lønkroner.
- Der er jo international søfartskrise. Og hvis rederierne vil have folk til at sejle den sidste last gratis, så prøver de på det, siger skibsinspektøren.
Langt fra isoleret tilfælde
"Baltic Breeze" er ikke det eneste skib, som har ligget med slukket motorrum i danske havne.
Senest sejlede søsterskibet "Baltic Wind" for knap en måned siden fra Aabenraa havn efter en lignende lønstrejke. Her fik de godt 60.000 dollar i manglende løn.
Knap en uge senere stævnede 18 søfolk fra Polen og Filippinerne ud fra Korsør havn med 125.000 dollar på lommen, også efter en lønstrejke.