Vaxholm og entreprenør-opfindsomheden
Faglig Tendens: Vaxholm-striden om, hvorvidt byggearbejdet på en svensk skole skal foregå efter lettisk eller svensk overenskomst, kan få betydning på det danske arbejdsmarked
Blokade for at skaffe overenskomst for polske bygningsarbejdere i Danmark. Den svenske Vaxholm-sag kan betyde, at det bliver sværere i fremtiden. (Arkivfoto: Harry Nielsen)
LO og Dansk Arbejdsgiverforening kunne meddele, at i de omtrent fire år, udstationeringsloven havde været gældende, har der kun været ganske få sager, og de er blevet løst "på forskellig vis".
Så det går fint.
Det er ikke udpenslet, hvad der gemmer sig under "på forskellig vis", men i det ligger, at sagerne er blevet løst på helt traditionel måde for det danske arbejdsmarked. Det udstationerende firma er af dansk fagbevægelse blevet mødt med krav om overenskomst, og for at understrege, at det er alvorligt ment, så er det udenlandske firma samtidig blevet stillet både blokade og sympatikonflikt i udsigt.
To løsningsmuligheder
Sagen kunne løses på to måder: Enten indgik det firma, konflikten var rettet mod, en tiltrædelsesoverenskomst, eller også meldte firmaet sig ind i DA og blev på den måde omfattet af overenskomsten på området. For at lette sagens gang havde LO og DA allerede forud lempet på det såkaldte støtteforbud i Hovedaftalen og givet en konflikttruet udenlandsk arbejdsgiver mulighed for at melde sig ind hos arbejdsgiverne, hvad der ellers ikke er muligt med en konflikt hængende over hovedet.
Der har ikke været en eneste sag ved Arbejdsretten, hvor nogen har ment, at den måde at bruge konfliktvåbenet på skulle være i strid med danske bestemmelser eller EU's regler.
Da EU's udstationeringsdirektiv skulle indarbejdes i dansk lov i 1999, var der en heftig diskussion om, hvilken teknik man skulle benytte. Direktivet opstiller to metoder til at hindre social dumping. Enten kunne man fastsætte en mindsteløn ved lov, eller også kunne man udpege et sæt af landsdækkende overenskomster til at være alment gældende. Begge metoder ville betyde, at udstationeret arbejdskraft ville komme til at arbejde på de vilkår, som gælder i værtslandet.
Ingen af delene
Ingen af metoderne var spiselige for parterne på det danske arbejdsmarked. I Danmark er man omfattet af overenskomst, hvis man aktivt har tilsluttet sig den. Det er ikke noget, man får serveret gennem lovgivning. Vel især fagbevægelsen så for sig, at dette såkaldte erga omnes-princip med almengørelse af forhandlede aftaler ville betegne første skridt ud på den sliske, der fører mod undergravning af aftalesystemet.
Så udgangen på diskussionen blev et "nej tak, ingen interesse. Vi gør, som vi plejer." Når en arbejdsgiver, dansk eller udenlandsk, lokaliseres på dansk grund, bliver han præsenteret for krav om overenskomst, venligt understøttet af udsigten til konflikt.
Og det fungerer.
Men det er indlysende, at den metode kun er anvendelig på et gennemorganiseret arbejdsmarked med en aktiv og udfarende fagbevægelse.
I Sverige valgte man, med få variationer i detaljen, den samme fremgangsmåde. Det kommer vi til.
Behov for kontrolmuligheder
Udstationeringsloven skal revideres igen til næste år. Og det meste tyder på, at svaret fra arbejdsmarkedets parter vil blive præcis som sidst: Vi kører videre som hidtil. Dog ville det være helt oplagt at forbedre kontrolmulighederne.
Er der problemer med udstationeringsbestemmelserne, så har det ikke at gøre med den måde, lovgivningen er indrettet på, men med de forsøg på omgåelse, der bliver gjort, og som man næsten dagligt kan læse om i 3F's nyhedsbrev.
Entreprenørforetagsomheden i den disciplin er omfattende. I EU's nye medlemslande er der åbenbart en opfattelse af - taktisk eller reelt - at når det har tilsluttet sig en klub, der har arbejdskraftens fri bevægelighed som et bærende princip, ja, så er det frit slag. Bestemmelserne om at forhindre social dumping og konkurrenceforvridning studeres ikke helt så grundigt.
Det ligger vel dybt i enhver arbejdsgiver, at man forsøger at udnytte den konkurrencefordel, man nu engang har, og derfor stritter man imod, så godt man kan, når nogen søger at udligne dette forspring, som her er knyttet til hjemlandets lave lønniveau.
Stor opfindsomhed
Det katalog af forsøg på omgåelse, som efterhånden kan opstilles, har adskillige numre. Man forsøger at omgå østaftalen ved at kalde reelt arbejde her i landet for udstationering. På den måde prøver man at styre uden om kravet om arbejds- og opholdstilladelse og regelen om, at arbejdet skal foregå på almindeligt gældende vilkår - overenskomst eller ej.
Går den, så går den. Og er der tale om reel udstationering, så går den, lige til fagforeningen står der med et krav om overenskomst.
En anden omgåelsesmetode, som især knytter sig til østaftalen, er at forsøge sig gennem den fri etableringsret. En lønmodtager fra et af østlandene hyres som underentreprenør, skønt han er eneste mand i firmaet. Det er set, at samtlige tilrejsende folk på pladsen hver især udgør deres eget firma, som kan arbejde så billigt, de vil. Det er klart, at der er tale om fiktive firmaer og at "firmaindehaveren" reelt arbejder som lønmodtager.
Endnu en omgåelsesvariant er den, hvor en dansk arbejdsgiver etablerer sig i eksempelvis Polen og udfører arbejde i Danmark med billig, udstationeret polsk arbejdskraft. Han er ikke uvidende om de faktiske forhold på det danske arbejdsmarked, men gør hvad han kan i en til tider helt grinagtig gemmeleg for at smyge sig uden om kravet om overenskomst.
Og så er der alle variationerne over disse prototyper, og opfindsomheden er stensikkert ikke sluppet op endnu. For slet ikke at tale om helt almindeligt kulsort, illegalt arbejde.
Konklusionen bliver, at det meste tyder på, at de grundlæggende regler er i orden, men det kniber alvorligt med myndighedernes indsats for at komme omgåelserne til livs.
Vaxholm-truslen
Den svenske sag fra Vaxholm repræsenterer imidlertid en trussel mod det grundlæggende princip i udstationeringsreglerne.
Et lettisk firma, Laval un Partneri, har rejst sag mod to svenske fagforbund for at få dømt deres kampskridt mod firmaet ulovligt og i strid med EU's regler. Firmaet har lettisk overenskomst (helt ny ganske vist), og forbundenes kampskridt går ud på at få reguleret arbejdet efter svensk overenskomst til erstatning for den lettiske.
Firmaet mener, at de svenske konfliktregler er indrettes sådan, at et svensk overenskomstdækket firma ikke vil kunne udsættes for noget tilsvarende, og at der derfor er tale om diskrimination.
EF-domstolen ind
Den svenske Arbetsdomstol har valgt at høre EF-domstolen, før den træffer sin afgørelse.
De svenske konfliktregler ligner de danske, men er i detaljen ikke identiske. Bl.a. er svenske konfliktregler lovreguleret, og der findes et kompliceret regelsæt, kendt som lex Britannia, om konfliktret og dobbeltoverenskomster og hvilken af dem, man skal kigge i, hvis aftalerne strider mod hinanden. Det er den måde, disse regler anvendes på, som det lettiske firma mener i praksis fører til en EU-stridig forskelsbehandling af udenlandske firmaer.
Selv om den svenske sag ikke fuldt kan paralleliseres til danske forhold, så ligner de to systemer dog hinanden så meget, at det ikke kan udelukkes, at EF-domstolens afgørelse kan få betydning for den måde, de danske regler er skruet sammen på.
Ekspertisen er forsigtig med at spå om, hvilken afgørelse EF-domstolen vil komme til, selvom man hælder til, at det lettiske firma har en dårlig sag. Det er klart, at får svensk fagbevægelse medhold, så kører det hele videre som hidtil både der og her. Og selvom svenskerne skulle tabe, så er det ikke givet, at afgørelsen antaster de danske regler.
Svaret får vi ikke lige med det samme. Sagsbehandlingstiden ved domstolen i Luxembourg måles i år.