3F: Konflikt koster ikke ekstra kontingent

Vi kan stå igennem en lang konflikt, og vi er klar til at kæmpe for jeres krav. Sådan lyder det i en nytårshilsen, 3F har sendt til sine medlemmer i den offentlige sektor

- Statsministeren sagde direkte i sin nytårstale, at man skal være tilbageholdende med lønnen. Men det lyder jo hult, når man samtidigt har set, hvordan der har været lønfest på direktionsgangene. Sådan noget lægger vores medlemmer selvfølgelig mærke til, siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto)- Statsministeren sagde direkte i sin nytårstale, at man skal være tilbageholdende med lønnen. Men det lyder jo hult, når man samtidigt har set, hvordan der har været lønfest på direktionsgangene. Sådan noget lægger vores medlemmer selvfølgelig mærke til, siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto)

Offentligt ansatte 3F-medlemmer har fået en særlig nytårshilsen i deres postkasse. Brevet er fra forbundet, der gør sine medlemmer opmærksomme på, at 3F har forstået budskabet - at der skal klækkelige lønstigninger på bordet ved de kommende overenskomstforhandlinger.

"Derfor er vi parate til at trække i arbejdstøjet, og hvis det skulle blive nødvendigt, så er vi også klar til konflikt. 3F har et konfliktberedskab, som gør, at vi har vilje og styrke til at gå hele vejen, hvis det er det, der skal til," skriver forbundet i brevet.

3F har en strejkekasse på knap to milliarder kroner.

- Det gør, at vi kan stå en konflikt igennem uanset længde, og uden at vore medlemmer efterfølgende bliver pålagt opkrævning af et særligt efterfølgende konfliktkontingent, siger forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

Vi vil indfri forventningerne

Brevet er en understregning af, at 3F udmærket ved, hvad medlemmerne går efter, uanset at politikere er på tilbagetogt i forhold til, at de ønsker at belønne de offentligt ansatte i kroner og ører for den store indsats, de gør, forklarer forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

- Statsministeren sagde direkte i sin nytårstale, at man skal være tilbageholdende med lønnen. Men det lyder jo hult, når man samtidigt har set, hvordan der har været lønfest på direktionsgangene. Sådan noget lægger vores medlemmer selvfølgelig mærke til. Og når politikerne på så klodset en facon har været med til at skabe et enormt forventningsdepot hos vores medlemmer, så gør vi selvfølgelig, hvad vi kan for at få forventningerne indfriet, siger Poul Erik Skov Christensen.

Kvitterer for engagement

Brevet er også blevet sendt ud til medlemmerne som direkte kvittering for, at ekstra mange af 3F's offentlige medlemmer har været aktive i forbindelse med at sende overenskomstkrav ind denne gang, forklarer formanden for 3F's offentlige gruppe, Ellen K. Lykkegård.

- Medlemmerne har gjort første del af arbejdet. Nu er vi parate til at gøre vores del. Den tilspidsede situation har nok haft indflydelse på selve indholdet i brevet, men lige fra starten har det været vores hensigt at fremme medlemmernes engagement i de her overenskomstforhandlinger, sikre en dialog hele vejen og sørge for et højt stemmeresultat, siger Ellen K. Lykkegård.

Vi pisker ikke en stemning op

Poul Erik Skov Christensen mener ikke, at brevet er med til at skabe en forventning om konflikt blandt medlemmerne.

- Vi pisker ikke en stemning op. Vi markerer blot, at vi ved, hvad medlemmerne går efter. Og at vi er parate til at tage en konflikt, hvis den kommer. Men vi vil ikke være med til - som forbundet FOA gør - at tage direkte stilling til, hvilke helt konkrete grupper der skal varsles konflikt for. Dét er at piske en stemning op. Vi skal i første omgang lige i gang med forhandlingerne og sidde over for arbejdsgiveren - det har vi nu en gang en god tradition for, siger Poul Erik Skov Christensen.

På det offentlige område var 3F senest i konflikt i 1989 - dengang som forbundene SiD og KAD.