3F: Lønaftale er varm luft
Regeringens økonomiaftale om de offentligt ansattes løn er ikke meget værd, vurderer 3F. Og risikoen for konflikt er heller ikke blevet mindre.
Regeringens økonomiaftale om de offentligt ansattes løn gør ikke risikoen for en konflikt mindre. (Arkiv) Det er varm luft. Der er ikke flere penge at gøre godt med. Det er den samme ramme, man blot flytter lidt rundt på, så de offentligt ansatte får nogle penge tidligere, end de ellers ville have gjort.
Sådan lyder forbundet 3F's vurdering af den økonomiaftale om de offentligt ansattes lønninger, som regeringen tirsdag indgik med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.
- Det er en ren politisk aftale, der er lavet for at få stoppet det morads, der er opstået, efter at forskellige politiske partier det seneste halve år har ment det ene og det andet om de offentligt ansattes lønninger, mener formanden for 3F's offentlige gruppe, Ellen K. Lykkegård.
De samme penge kommer før
Aftalen indebærer, at regeringen de næste tre år giver 1, 7 milliarder kroner - i alt 5, 1 milliarder - til de offentligt ansatte af de penge, som staten normalt bruger til at efterregulere med, så afstanden mellem det offentlige og det private lønniveau ikke bliver så stor.
På jævnt dansk betyder det, at modellen ikke giver flere penge i lønposen. Til gengæld vil de offentligt ansatte få forholdsvist mere i lønstigning allerede i 2008, hvor de på "normalt vis" ville være kommet i 2009 og 2010.
Det springende punkt er ifølge Ellen K. Lykkegård, at beløbet ikke holdes uden for reguleringsordningen. Det vil sige, at den nye aftale betyder, at de offentlige lønstigninger fra reguleringsordningen alt andet lige vil blive mindre de efterfølgende år.
- Den mest positive historie er, at det er vores egne penge, vi blot får lidt tidligere. Men det kan også ende i den negative historie, hvis økonomien vender, og det private arbejdsmarked udvikler sig mindre gunstigt, end man forudsætter nu. Så kan aftalen faktisk komme til at betyde, at vi får "brugt" nogle penge nu, man troede ville komme senere. Og så kommer vi til at skylde i forhold til det private arbejdsmarked og skal betale for det i de efterfølgende overenskomstforhandlinger, siger Ellen K. Lykkegård.
Dagen i dag er som i går
3F har lavet beregninger, der viser, at med det ønskebeløb over tre år på cirka 5.000 kroner om måneden, som visse faggrupper har meldt ud, rækker de fem milliarder kroner til 82.000 personer.
- Og vi er 800.000 offentligt ansatte, så særligt meget er fem milliarder kroner heller ikke, minder Ellen K. Lykkegård om.
Med økonomiaftalen er udsigten til konflikt på det offentlige arbejdsmarked derfor heller ikke blevet mindre, vurderer Ellen K. Lykkegård.
- Skal man sige noget positivt er det, at det er godt, vi langt om længe har fået en politisk afklaring. Men vi har til gengæld også en forpligtelse til nu at sige til vores bagland, at den her aftale altså ikke er rosenrød. Dagen i dag ser ikke anderledes ud end i går. Så risikoen for konflikt er ikke blevet mindre, siger hun.
Økonomiaftalen om de offentliges løn
Økonomiaftalen om de offentliges løn