Ulighed dræber
Den sociale ulighed på sundhedsområdet bliver fagbevægelsens næste store solidariske opgave, forudser 3Fs formand. Lad os halvere antallet der dør før pensionsalderen før 2020. Og lad os halvere antallet af lønmodtagere, der tvinges ud af arbejdsmarkedet på grund af sygdom før 2020.
(Arkivfoto)
Tænk, hvis landbrugets sprøjtemidler eller mangler i fødevarekontrollen havde haft så mange menneskeliv på samvittigheden! Samfundet ville være i højeste alarmberedskab. Politikerne ville ikke få et roligt øjeblik før de havde grebet effektivt ind.
Sundhedsskævheden kalder derimod ikke rigtigt på politisk handlekraft. Af og til anlægger sundhedsministeren den bekymrede mine. Men bortset fra lidt ansigtsgymnastik gør politikerne så godt som intet for at fjerne det danske samfunds blodigste uretfærdighed.
Konsekvenserne er ellers til at få øje på. Statistikken fortæller, at folk i Søllerød lever ti år længere end folk på Nørrebro. Følgende sygdomme er mindst dobbelt så almindelige blandt lavt uddannede som blandt bedre uddannede: Astma, forhøjet blodtryk, Kronisk angst og depression, kronisk bronkitis, diabetes, knogleskørhed, slidgigt, og hjerte-kar-sygdom.
Noget af det dør man ikke af. Men det forsurer livet. Den væsentligste årsag til førtidspensionering blandt vores medlemmer fortsat er lidelser i bevægeapparatet. De tegner sig for mere end 40 procent af skaderne. Ser vi på en årgang 20-årige 3F’ere, så er udsigterne desværre sådan med det nuværende sygdomsmønster, at mere end hver femte kvinde og knap hver sjette mand må forvente at forlade arbejdsmarkedet som førtidspensionist, inden de når frem til pensionsalderen. Det er simpelthen ikke godt nok!
Dyrt er det også. Det samlede produktionstab er på små 20 milliarder årligt. Hvis alle havde samme lave risiko for at blive førtidspensioneret eller dø fort tidligt som de veluddannede, kunne vi øge beskæftigelsen 115.000 personer på sigt. Det er langt mere end nogen af de foreslåede forhøjelser af efterløns- og pensionsalder giver.
Hvorfor lader politikerne stå til? Og hvorfor finder samfundet sig i det?
Måske synes politikerne, at opgaven er for stor. Måske er de bare ofre for en vanetænkning.
I mange år har det været almindelig visdom, at det såkaldte UnderDanmark er offer for sin egen dårlige livsstil. Samfundet burde oplyse borgerne om det sundhedsfarlige i at ryge, drikke osv., resten var op til den enkelte. Kunne de ikke indse deres eget bedste, måtte det være deres egen sag. At mange lavt uddannede åbenbart var uden for sundhedspædagogisk rækkevidde, ja, det var bare ærgerligt.
I de senere år har internationale eksperter trukket tæppet væk under denne vanetænkning. Den fremherskende forklaring i dag er, at det er uligheden selv, der dræber.
Ulighed giver nemlig stress. Og vel at mærke stress af den farlige, kroniske slags, der svarer til en hurtig ældning. Stresshormoner i blodet gør dig årvågen og hurtigere til at reagere end normalt. Men i det lange løb koster det helbredet. Der er velkendte sammenhænge mellem stress og dårligt hjerte, men forskningen har efterhånden påvist mange flere sammenhænge. F.eks. går langvarig stress ud over immunforsvaret. Den kronisk stressede bliver lettere syg.
Jo lavere du er i hakkeordenen, jo mere stresset er du typisk. To undersøgelser fra i år dokumenterer, at det er folkene på gulvet, der er stresset, ikke chefen. Man bliver nemlig stresset, hvis man savner mening eller indflydelse i jobbet, hvis man føler sig som kastebold mellem større magter, hvis man overses, eller overdænges med opgaver, man ikke har mulighed for at løse. De vilkår har man langt tiere på bunden end på toppen.
Derfor får UnderDanmark alle alderdomsskavankerne tidligere end andre.
Men er det helt løgn, at de dårligst uddannede har en mere usund livsstil end andre? Nej, det er rigtigt nok (selvom det stadig er OverDanmark, der drikker mest). Men dårlig livsstil er slet ikke nok til at forklare sundhedsskævheden. De mindre uddannede, der lever sundt – sådan nogle findes jo også - bliver nemlig også mere syge end folk højere oppe i samfundshierarkiet.
Desuden hænger den dårlige livsstil ofte sammen med uligheden: Man siger, at Jeppe har en dårlig livsstil, men ingen spørger, hvorfor Jeppe ryger, spiser for meget og motionerer for lidt.
En landets største specialister på området, dr. med. Torben Jørgensen, forklarer det med, at sociale faktorer medfører en bestemt livsstil, som igen medfører en række biologiske markører, som medfører hjertesygdom. Den dårlige livsstil er med andre ord ikke en forklaring i sig selv, men et led i en længere årsagskæde.
De sociale faktorer har ofte noget med arbejdet at gøre. Vi ved fra Arbejdsmiljøinstituttets undersøgelser, at mennesker med et belastede arbejde typisk lever mindre sundt end andre. Også andre forhold kan stress folk, så de lokkes til at springe de gode sundhedsråd over. Det kan måske være ledighed, sygdom, usikker fremtid, økonomiske problemer, eller ballade i familien. Alt sammen noget, der bliver mere almindeligt jo længere du kommer ned i samfundets hakkeorden.
Uligheden dræber altså ikke bare direkte gennem kronisk stress, der gør folk gamle før tid. Stress får også mennesker til at passe mindre godt på sig selv. Stressede mennesker læser ikke pjecer fra Sundhedsstyrelsen. Man har nok at gøre med at klare de problemer, der er lige omkring én. Og så må vi klare os med mad og en cola fra Q8 som vi alligevel kører forbi på vej hjem. Måske ryger der også en pakke Matadormiks med til lidt aftenhygge.
Det antydes tit, at dårligt uddannede lever usundt fordi de ikke forstår deres eget bedste. Det er en uforskammethed uden lige. Det er også noget sludder. Jeg tror ikke, at jeg har mødt en eneste 3Fer i de sidste mange år, der ikke var fuldt informeret om faren ved rygning. De almindelige råd om kost og motion kender selv børnene i børnehaven.
Det passer heller ikke, at de lavt uddannede ikke er interesseret i at gøre noget ved det. Jeg kender mange, der har lagt deres vaner om, og endnu flere, der har prøvet på det. Undersøgelser viser også, at de lavt uddannede ikke er mindre motiverede for at holde op med at ryge end andre. Rygning er blandt andet blevet et hot emne på mange 3F arbejdspladser fordi det ikke længere er en selvfølge, at kollegerne finder sig i røgen. I sommerens dokumentarserie om Chris på chokoladefabrikken, har vi også set, hvordan medarbejderne tog imod udfordringen om at tabe sig en positiv ånd, der grænsede til begejstring.
Derfor er det også nogenlunde klart, hvad der skal til, hvis man virkelig vil hjælpe folk til at ændre vaner. Det hjælper ikke at bombardere folk med information eller præke for deres bedre jeg. Hvis sundhedsskævheden mindskes, må også arbejdsgiverne, politikerne og vi som faglige organisationer tage skeen i den anden hånd.
Hvad kan politikerne gøre i praksis for at komme sundhedsskævheden til livs? Det er et af de lange seje træk, der forestår - men der er også gode muligheder for at få resultater på kort sigt.
Den seje træk drejer sig om at ændre de rammer, som de stressede lavt uddannede lever under. Det skal være let og tiltrækkende for dem (og alle andre) at vælge sundt. Der skal bygges motion ind i dagligdagen og der skal være billige, lækre og lettilgængelige alternativer til hotdogs og cola fra Q8.
Kun det lange seje træk for at ændre på rammer og strukturer batter for alvor. Husk på erfaringen fra trafikområdet. I 1970erne var trafikken den store dræber. Samfundet kunne godt have besvaret udfordringen ved at bede bilisterne om se sig bedre for. Ændre trafikstil så at sige. I stedet satsede tog man fat over en bred bank og lavede bedr veje, skiltning, trafikregulering, skrappere regler om bilernes udstyr osv.. Det virkede. Selv om trafikken er steget dramatisk siden 1970erne er antallet af dræbte faldet fra ca. 1200 årligt til ca. en fjerdedel. Samme historie kan fortælles om arbejdsulykkerne: Først når vi tager ordentligt fat og ændrer på de overordnede rammer, sker der for alvor noget. Det er også det, der skal til for at ændre på sundhedsskævheden i det lange løb.
Men vi skal gøre hvad vi kan allerede nu. Og der heldigvis er meget vi kan gøre. Ét tiltag, der vil hjælpe her og nu er at checke helbredet hos folk i den risikable ende af samfundet fra ca. 50 års alderen. Evt. kunne man gøre tilbudet gratis for folk under en vis indkomst. Vi ved jo, at der går 100.000 danskere rundt med forhøjet blodtryk og forstadier til sukkersyge og kronisk lungesygdom (KOL). De bliver syge og dør af inden for en overskuelig årrække, hvis ikke vi får sporet sygdommen før det er for sent. Men det kan lægerne sagtens. Der er oven i købet typisk en effektiv behandling på disse tre store sygdomsområder, hvis det bliver opdaget i tide. Det er ærgerligt og uacceptabelt at sundhedsministeren afviser denne idé.
Også arbejdsgiverne har et vigtigt ansvar. Det var det, de levede op til hos Toms ved at invitere TV og sundhedscoachen Chris McDonald inden for. Respekt for det! For selvfølgelig bliver folk da tykke, hvis deres arbejde består i at sidde stille og overvåge, at det ene gratis marcipanbrød glider forbi efter det andet. Det er også klart, at der fx må gøres op med kantiner, der siler af fedt og hvor der ikke arbejdes seriøst med at få de sunde retter til at smage godt.
Det kan vi stadig gøre rigtig meget ved, men det er selvfølgelig symptombehandling. Ondets rod er som sagt selve uligheden og den hakkeorden, der følger med. Skal vi gøre op med den, må vi sikre at alle har indflydelse på arbejdet, at alle kan se en mening med arbejdet og at de anerkendes for det. Det handler altså om magten over arbejdslivet og om hvordan den kommer til udtryk gennem arbejdets tilrettelæggelse og daglig ledelse.
Fagbevægelsen har en vigtig opgave i at finde frem til sundere rammer om arbejdslivet sammen med arbejdsgiverne. Det skal vi gøre noget mere ved i de kommende år. Den såkaldte forebyggelsesfond, der blev oprettet i velfærdsforliget sidse år bliver et vigtigt redskab. Heldigvis forstår arbejdsgiverne stadig bedre, at det er vigtigt at holde på medarbejderne og at dårlig sundhed er en truslerne.
Der er helt sikkert også noget, som vi ikke uden videre bliver enige med arbejdsgiverne om. Vi sikrer ikke et meningsfuldt job til alle uden sværdslag, ligesom alle krav om medarbejderindflydelse på arbejdet, og på arbejdstilrettelæggelse og ledelse altid har givet kamp til stregen.
Også politikerne er måske er ved at vågne lidt op fra deres vanetænkning. Der kommer i disse måneder gode ideer frem i mange kommuner til at mindske sundhedsskævheden, og selv på Christiansborg spores ind imellem en vågnende interesse.
Vi må sørge for, at de ikke falder i søvn igen. Vi må sørge for at de ikke løber tør for gode idéer, men løbende inspirere dem til at fortsætte det lange, seje træk. Vi kommer også til at lægge pres på dem – ikke mindst på dem, der dybest set ønsker mere ulighed, fordi den ”skaber mere dynamik i samfundet”, som et fremtrædende medlem af Venstre sagde for få år siden. Kampen mod ulighed er en rød tråd i dagligdagen, ikke en forældet parole fra sidste årtusinde.
Fjernelsen af sundhedsskævheden kan blive fagbevægelsens næste store solidariske projekt. Vores medlemmer har livsvigtige interesser er på spil.
Vi kan nå det, hvis vi sætter håndfaste mål. Og følger dem. Mine mål er følgende: Lad os inden 2020 halvere antallet af mennesker i Danmark, der dør før pensionsalderen. Og lad os halvere antallet af lønmodtagere, der tvinges ud af arbejdsmarkedet på grund af sygdom før 2020.
Og lad os så i fagbevægelsen omgående sætte os sammen med arbejdsgivere, eksperter, det politiske system og andre der har en rolle at spille, og opstille konkrete, operationelle mål, frister og handlingsplaner på alle de områder, hvor vi skal rykke at nå dem. Det er ikke så få, skulle jeg hilse og sige.
Gevinsten for samfundet er ikke bare stor. Gevinsten er enorm. Hvis vi når målet. kan vi ikke alene sikre de nødvendige hænder til fremtidens velfærdssamfund, men også den økonomi, der skal til.
Og gevinsten for de enkelte er endnu større. Mange flere lønmodtagere får chancen for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, ikke fordi kræfterne og kroppen siger stop, men fordi de selv har valgt det. De får overskud til et velfortjent otium – og til at fortælle barnebarnet en godnathistorie uden at falde i søvn. Det er det man kalder velfærd, hvis nogen skulle have glemt det i farten.
Rapport: Risikofaktorer for folkesundheden i Danmark fra Statens Institut for Folkesundhed
Rapport: Risikofaktorer for folkesundheden i Danmark fra Statens Institut for Folkesundhed