Flere vælger at afdrage hos SKAT
Skyldnere hos SKAT vælger oftere at indgå en afdragsordning. Men hvornår kan man lave en aftale om månedlige afdrag, og hvornår kan man ikke?
Man har som skyldner ikke krav på afdragsordninger. Men kan man dokumentere, at man ikke har råd til at betale hele restancen, man skylder, på en gang, så kan man få lavet en afdragsordning med SKAT. (Foto: Colourbox) Hovedparten af de danskere, som har en restance - ubetalt gæld hos SKAT - afvikler med en aftale, fordi de ofte ikke lige står med flere tusind kroner på kontoen.
Men hvornår kan man lave en aftale om månedlige afdrag, og hvornår kan man ikke?
- Normalt er det sådan, at man deler hårdt op i opkrævning og inddrivelse, forklarer Merete Norup, der er chefkonsulent hos inddrivelseskontoret hos SKAT.
- Så længe kravet er til opkrævning, blander vi os ikke i, hvilke aftaler kommunerne laver med borgeren om, hvor meget han eller hun skal betale per måned.
Afdrag efter tabel
Kan kommunen ikke få borgeren til at betale de månedlige afdrag på restancen, har kommunen mulighed for at sende sagen videre til SKAT. Og så hedder det ikke længere opkrævning, men derimod inddrivelse.
- Og her bliver det månedlige afdrag fastsat efter en indkomsttabel, som er i lovgivningen på det pågældende område. Jo højere indtægt, jo højere afdrag. Tabellen viser, hvor meget en person kan betale af på restancen og samtidige have et rimeligt rådighedsbeløb til sine daglige fornødenheder, siger Merete Norup.
- Udgangspunktet er, at man som skyldner ikke har krav på afdragsordninger. Men kan man dokumentere, at man ikke har råd til at betale hele restancen på en gang, så kan man afdrage efter tabellen. Og her har SKAT mulighed for at trække beløbet over lønnen.
Må tage af lønnen
En lille krølle er, at der er kommet nye regler om, hvornår SKAT må trække restancebeløb fra en skyldners løn eller kontanthjælp.
Fra starten af september er det nemlig blevet muligt for SKAT at trække i løn eller kontanthjælp, hvis man skylder til licens, ikke har købt billet hos DSB, p-afgifter og så videre.
- Ifølge tabellen om fastsættelse af månedlig afvikling er der efterladt så meget luft i rådhedsbeløbet, at man godt kan betale de cirka 400 kroner om måneden, siger Merete Norup.
- Men når vi dertil, får man selvfølgelig et varsel om, at vi trækker et eventuelt beløb fra indkomsten, så skyldner har en mulighed for selv at betale.