Ny løn-strejke i Gribskov Kommune
18 specialarbejdere i Gribskov Kommune fortsætter arbejdsnedlæggelse fra sidste uge. De er utilfredse med kommunens fordeling af Ny løn-midler.
I Gribskov Kommune vil de have mere i løn og derfor har 18 specialarbejdre nedlagt arbejdet. (Arkivfoto.) 18 specialarbejdere i Gribskov Kommune besluttede mandag morgen at fortsætte en arbejdsnedlæggelse, som begyndte fredag i sidste uge. Samtidigt har de blokeret genbrugsstationen samt Materielgården i Blistrup.
18 specialarbejderne på Materialgården i Helsinge strejker i protest mod den måde, hvorpå kommunen har håndteret fordelingen af Ny løn-midler.
De strejkende specialarbejdere er utilfredse med, at der er blevet givet 110.000 kroner som et engangsbeløb til fordeling blandt 33 specialarbejdere på de to materielgårde i Helsinge og i Blistrup.
- Ved de første forhandlinger lagde kommunen op til, at der skulle gives 500 kroner i lønforhøjelse om måneden til 12 medarbejdere i Helsinge samt et engangsbeløb på 90.000 kroner til fordeling hos de 18 medarbejdere i Helsinge, oplyser tillidsrepræsentant Steen Kruhøffer.
Nej til engangbeløb
Men ved de næste forhandlinger havde kommunen skiftet mening og ville hæve engangsbeløbet til 110.000 kroner - til gengæld skulle det nu fordeles på begge materielgårde, det vil sige mellem 33 medarbejdere.
- De råber for så vidt ikke på mere i løn. Det handler om måden, beløbet er fordelt på. Vores budskab er, at specialarbejderne skal have et varigt beløb oveni timelønnen i stedet for et engangsbeløb, siger Steen Kruhøffer.
Vejchef i Gribskov Kommune, Dorethe Pedersen, siger, at man er åben over for et møde med de strejkende.
- Jeg kan godt sætte mig ind i noget af det, de strejkende er utilfredse med, men vi har strakt os langt i forhandlingerne.. Vi vil gerne dialog, men det ligger ikke i kortene, at forhandlingerne bliver genåbnet, siger Dorethe Pedersen.
-Jeg har opfordret de strejkende til at afblæse strejken og ophæve blokaderne med det samme, siger Steen Kruhøffer.
Se støtteerklæringen fra tillidsfolk
Se støtteerklæringen fra tillidsfolk