Hjort: Fagbevægelsen gør det godt
Beskæftigelsesministeren kastede sig ud i et smukt forsvar for den danske aftalemodel under Folketingets debat om illegalt arbejde.
Claus Hjort Frederiksen citerede flittigt fra et notat fra BAT-kartellet om fagbevægelsens indsats efter EU-udvidelsen. (Harry Nielsen) Fagbevægelsen er den vigtigste aktør, når det gælder om at gøre noget ved illegal arbejdskraft.
Det var det budskab, en halv snes fagforeningsfolk onsdag fik med hjem fra Folketingets forespørgselsdebat om øget indsats mod den stigende illegale arbejdskraft i Danmark.
Det var overraskende nok regeringen ved beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der placerede fagbevægelsen på den fremskudte position.
Han kastede sig ud i et smukt forsvar for den danske aftalemodel, understregede vigtigheden af kollektive overenskomster og slog fast, at regeringen ikke har planer om at ændre på fagbevægelsens muligheder for gennem kampskridt at opnå overenskomst. Han benyttede samtidig lejligheden til at citere flittigt fra et notat fra BAT-kartellet om fagbevægelsens indsats efter EU-udvidelsen.
- Organisationerne er opmærksomme på udfordringen med udenlandsk arbejdskraft, det gælder både den illegale og den legale, sagde han og kaldte organisationerne "det vigtigste våben" mod illegal arbejdskraft. Våbenets ammunition er kollektive overenskomster og opsøgende arbejde, sagde han.
Fjern ikke værktøjet
Flere repræsentanter for Socialdemokraterne og venstrefløjen fandt det paradoksalt, at regeringen på den ene side kalder fagbevægelsen den vigtigste aktør og på den anden lægger op til at stække dens muligheder ved at fjerne muligheden for at lave eksklusivaftaler.
Bjarne Laustsen, S: - Jeg vil foreslå regeringen at trække forslaget om eksklusivaftaler, så vi slutter op om et intakt overenskomstsystem.
Lissa Mathiasen, S: - Når vi er enige om, at stærke faglige organisationer er simpelthen nødvendige for at knække den illegale arbejdskraft, så må man naturligvis ikke fratage organisationerne en del af deres værktøj.
Forespørgselsdebatten var rejst af Socialdemokratiet og SF og gav fuld støtte til en styrket indsats - hvor fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer skal være formaliserede medspillere i det lokale samarbejde.
Ole Sohn, SF's arbejdsmarkedsordfører: - Fagbevægelsen gør en meget stor indsats for at komme problemerne med illegale til livs. Det gør man naturligvis for sin egen skyld, fordi den illegale arbejdskraft er løntrykkende og konkurrenceforvridende, men man gør det også på samfundets vegne, fordi den illegale arbejdskraft koster samfundet millioner af kroner. Hvis vi ikke gør noget, risikerer vi at havne i en situation som i Tyskland, hvor der formodes at være 300.000-400.000 illegale bygningsarbejdere og et tilsvarende antal arbejdsløse tyske bygningsarbejdere.
Klar til samarbejde
Søren Søndergaard fra Enhedslisten roste også fagforeningernes indsats.
- Men ofte støder de på manglende samarbejde og manglende viden fra myndigheder. Det er vigtigt, at der er faglig styrke til at løfte opgaven med opsøgende arbejde, men skal det overhovedet have mening, så må myndigheder følger fagforeningernes anmeldelser op.
I fagbevægelsen er man tilfreds med Folketingets enighed om en styrket indsats og at der er udsigt til klarere retningslinjer om bøder og konfiskation af fortjeneste.
- Vi har hele tiden ment, at fagbevægelsen er medspiller i indsatsen mod illegal arbejdskraft og at alle nødvendige aktører skal samarbejde, siger formanden for SiD's bygningsarbejdere, gruppeformand John Larsen.
- Derfor hilser vi de nye initiativer velkommen, og jo før de sættes i værk jo bedre. Vi vil nu se til, at de smukke ord omsættes i handling, siger han.