Enigt Folketing mod illegalt arbejde

Med onsdagens forespørgselsdebat om indsatsen mod illegal arbejdskraft fik Socialdemokratiet og SF slået skår i forholdet mellem regeringen og dens støtteparti, Dansk Folkeparti. Forud for debatten havde S og SF stillet en række krav om en forstærket indsats. I stedet for at forsøge at etablere et flertal sammen med Dansk Folkeparti valgte regeringen tirsdag formiddag efter intense forhandlingermandag aften og tirsdag morgen at tilslutte sig udspillet fra S og SF, der også havde tilslutning fra Enhedslisten.

Med regeringspartierne, S, SF og EL som forslagsstillere var der på forhånd flertal for forslaget, og på den baggrund vil Dansk Folkeparti, de radikale og Kristeligt Folkeparti med vekslende begejstring tilslutte sig forslaget, når det kommer til afstemning torsdag formiddag.

Dermed vedtager Folketinget enstemmigt at pålægge regeringen senest til oktober at iværksætte en række initiativer, der skal sikre en forstærket indsats mod det illegale arbejde.

Der skal oprettes lokale og regionale netværk med deltagelse af fagforeninger, arbejdsgivere, politi og andre offentlige myndigheder til at afsløre illegal arbejdskraft og sikre en effektiv kommunikation og udveksling af oplysninger mellem myndighederne. En central enhed i Rigspolitiet skal systematisk indsamle og videreformidle viden om oplysninger om illegal arbejdskraft til støtte for de regionale netværk.

Desuden skal regeringen sikre, at transportvirksomheder, der benytter chauffører fra tredjelande uden arbejdstilladelse til transport her i landet, bliver retsforfulgt. Endelig skal regeringen sikre, at arbejdsgivere, der benytter illegal arbejdskraft, får konfiskeret fortjenesten og idømmes betydelige bøder i overensstemmelse med den gældende lovgivning.

Ved afslutningen af debatten lovede justitsminister Lene Espersen (K) dels at gå i gang med det samme, dels at holde Folketinget orienteret om, hvordan vedtagelsen føres ud i livet.

Under debatten gav Dansk Folkepartis ordfører, Bent Bøgsted, sin tilslutning til vedtagelsen, selv om han anså det for at være utilstrækkeligt i forhold til den tilstrømning, han forudser i forbindelse med udvidelsen af EU i 2004.

Den radikale ordfører, Anders Samuelsen, gav sin tilslutning, idet han krydsede sine fingre i ønsket om, at det vil virke efter hensigten.

- Vi tror ikke, det vil gøre en forskel, når der ikke er sat en krone ekstra af til den ekstraordinære indsats fra politiets side, indvendte Anders Samuelsen.

Den socialdemokratiske ordfører, Lissa Matthiasen, lovede i den anledning, at Socialdemokratiet under de kommende forhandlinger om et nyt politiforlig vil arbejde for, at der tilføres flere penge til området, mens justitsministeren fremhævede, at oprettelsen af lokale netværk ikke nødvendigvis vil øge udgifterne.

Kristeligt Folkepartis Tove Videbæk var sådan set meget tilfreds med vedtagelsen, men hun ville gerne have tilføjet, at illegale arbejdere skal have konfiskeret deres gevinst ved det ulovlige arbejde, inden de sendes ud af landet.

Det tog både Lissa Matthiasen, Ole Sohn (SF) og Søren Søndergaard (EL) stærk afstand fra.

- Er der ikke i forvejen tale om grov udnyttelse af disse illegale arbejdere, spurgte Lissa Matthiasen, mens Søren Søndergaard gjorde opmærksom på, at hele pointen er, at de illegale arbejdere ikke har nogen gevinst.

- De har derimod tabt i forhold til det arbejde, de har leveret, for havde de ikke lidt det tab, var de ikke blevet ansat. De bliver snydt, så vandet driver, og de skal hjælpes til anstændige vilkår der, hvor de bor. Det er bagmændene, vi skal gå efter, sagde Søren Søndergaard.

Tove Videbæk fastholdt, at der ikke bliver at en stopper for det illegale arbejde, før lønnen bliver konfiskeret, for ellers vil de pågældende vende tilbage den ene gang efter den anden, mente hun. Men også Kristeligt Folkeparti stemmer i den sidste ende for den vedtagelse, som Socialdemokratiet og SF fremlagde allerede i går, hvormed de to partier lagde et pres på regeringen, den ikke kunne modstå. (NET-Redaktionen)