Søfolk kritiserer sikkerhed på nye færger
Kan fire sømænd redde 600 passager, hvis alt går galt ombord? Færre søfolk på nye færger udløser frygt hos sømændene og protest ved Søfartsstyrelsen onsdag.
Bemanding og sikkerhed har nået et lavpunkt på passagerfærger. (Arkivfoto.) Vandpistoler og baderinge. Den slags udstyr kan være passagerernes bedste værn, hvis en katastrofe rammer nye danske færger.
Den grove advarsel kommer fra 3F Sømændene. Anledningen er, at bemanding og sikkerhed har nået et lavpunkt på passagerfærger.
Søfartsstyrelsen har nemlig godkendt, at rederiet Nordic Ferry Service kan nøjes med en driftsbesætning på fire søfolk ombord på sine nye færger. Og det er vel at mærke inklusiv kaptajn og styrmand.
Håber på ny afgørelse
3F Sømændene har anket beslutningen til Ankenævnet for Søfart. Og samtidig med nævnets møde om sagen onsdag klokken 15, har 3F Sømændene varslet demonstration ved Søfartsstyrelsen.
- Vi ved som professionelle søfolk, at fire mand umuligt kan redde 600 passagerer den dag ulykken for alvor rammer en passagerfærge. Derfor frygter vi, at ankenævnet vil stadfæste beslutningen, siger Morten Bach.
Han er faglig sekretær i 3F Sømændene og håber på, at politikerne vil gribe ind.
Fire er ikke nok
Sømændene advarer om, at de seneste otte år har budt på stadigt færre søfolk på danske færger. Og dermed ringere sikkerhed.
3F henviser til, at kravene til bemandingen er sat ud fra en tese om, at der ikke skal evakueres passagerer og slukkes brand samtidig.
- Vi håber vores demonstration kan være med til at åbne øjnene hos de ansvarlige. Ellers må vi desværre råde passagererne til at medbringe badering samt en vandpistol til at slukke ildebrand, siger Morten Bach.