SU-styrelsen afviser hjælp til ordblind lærling

Ordblind tømrerlærling har fundet praktikplads, men har fået afslag fra SU-styrelsen på hjælpemiddel, der kan afhjælpe hendes læsehandicap på byggepladsen.

SU-styrelsen har sagt nej til ordblind tømrerlærling, som har søgt om hjælpemiddel, som Videnskabsministeriet har støttet udviklingen af.SU-styrelsen har sagt nej til ordblind tømrerlærling, som har søgt om hjælpemiddel, som Videnskabsministeriet har støttet udviklingen af.

Førtidspensioneret murer Anders Falberg Poulø og hustruen Heidi, der er social- og sundhedshjælper, er begge ordblinde, og de kæmper i øjeblikket en hård kamp for at få bevilget hjælpemidler til deres 17-årige ordblinde datter Line, så hun kan gennemføre erhvervsuddannelsen som tømrer.

Datteren har for nylig fået afslag fra SU-styrelsen på en håndholdt computer i mobilstørrelse, der sætter hende i stand til at få læst tekst op fra byggetegninger ude på byggepladsen.

Forudser problemer

Anders Falberg Poulø, Skibby, forudser store vanskeligheder, når datteren efter afsluttet grundforløb på skolen starter på sin praktikplads 1. januar ude i "det virkelige liv", hvis ikke hun får hjælpemidlet.

- Line har tidligere fået bevilget en bærbar computer og en scanner - en såkaldt it-rygsæk - men den kan hun jo ikke slæbe rundt på og starte op, hver gang der er en byggetegning eller andet, der skal læses op, når hun arbejder. I dag er hun afhængig af, at der er en, der vil læse op for hende, og det er frustrerende. Problemet kan løses med den håndholdte, der kan være i en lomme og er klar til brug, siger han.

Skolen anbefaler

Det er Roskilde Tekniske Skole, der har søgt om den håndholdt pc - en Motto-Captura - og de skriver i ansøgningen, at Line mange gange har brug for at få læst tekst op fra tegninger for ikke at løse opgaverne forkert, men at den bærbare ikke egner sig til opgaven.

Det gør derimod den håndholdte, der er lille og klar til brug, og som bliver rost til skyerne af lærere, brugere og politikere, som der står i ansøgningen.

Hun bliver bare forvirret

SU-styrelsen skriver i sit afslag fra 1. november, at den anser den bærbare computer og scanneren for at være tilstrækkelig.

"Bevillingen af yderligere teknologi risikerer desuden at øge forvirringen hos eleven", skriver SU-styrelsen, der anbefaler mere instruktion i brugen af den bærbare.

I kontoret for specialpædagogisk støtte i Styrelsen for Statens uddannelsesstøtte siger chefkonsulent Ole Boesen:

- Vi har mulighed for at bevilge Motto-Captura som hjælpemiddel til ordblinde efter en konkret vurdering, men jeg kan desværre ikke kommentere den pågældende sag, da vi ikke må udtale os i enkeltsager, siger Ole Boesen.

Har anket sagen

Anders Falberg Poulø pointerer, at skolens fagfolk har vurderet, at datteren har behov for hjælpemidlet, som er meget enkelt at bruge.

- Jeg forstår ikke afslaget, og det er trist, hvis det skal spænde ben for hendes uddannelse. Jeg har klaget over afgørelsen til den Sociale Ankestyrelse for 14 dage siden, men venter stadig på svar, siger han.