Postarbejdere slår alarm til Arbejdstilsynet

Post Danmarks millionoverskud skal ikke hentes hjem på overbelastning af de ansatte, siger fællestillidsrepræsentant i Københavns Postcenter, der har slået alarm til Arbejdstilsynet.

- Undersøgelser viser, at 15 til 20 procent af kollegerne oplever stress, og mellem 20 og 40 procent har problemer med smerter og nedslidning i bevægeapparatet, siger fællestillidsrepræsentant Henrik Larsen, Københavns Postcenter. (Foto: Joachim Rode)- Undersøgelser viser, at 15 til 20 procent af kollegerne oplever stress, og mellem 20 og 40 procent har problemer med smerter og nedslidning i bevægeapparatet, siger fællestillidsrepræsentant Henrik Larsen, Københavns Postcenter. (Foto: Joachim Rode)

Stress og nedslidning blandt de ansatte i Københavns Postcenter (KHC) har fået fællestillidsrepræsentant Henrik Larsen til at gå til Arbejdstilsynet.

- Undersøgelser viser, at 15 til 20 procent af kollegerne oplever stress, og mellem 20 og 40 procent har problemer med smerter og nedslidning i bevægeapparatet, siger fællestillidsrepræsentanten, der vil have Arbejdstilsynet til at dokumentere, hvor arbejdsmiljøet ikke er i orden. Han repræsenterer cirka 350 af Postcentrets 1.200 ansatte - de tidligere tjenestemænd og ansatte på særlige vilkår.

Ét af problemerne er, at postcentrets ledelse henholder sig meget til en undersøgelse fra 2005 om sundhed og velvære i KHC. Resultaterne fra undersøgelsen tyder på, at en del medarbejdere har en usund livsstil, og det er da helt fint med rygestopkurser, motion og så videre, men det handler slet ikke om livsstil, påpeger Henrik Larsen.

- Folk belastes simpelthen af deres arbejde. At de ikke motionerer, hænger for mig fint sammen med, at de ikke orker oven på en arbejdsdag herinde.

Eksempelvis er der ansatte, som bortset fra 25 minutters frokostpause står en hel dag ved en larmende brevsorteringsmaskine og løfter brevbakker.

- Vi mener, de skal have en restitueringspause på ti minutter i hver time, og vi ønsker også at få indført en rotationsordning, hvilket Arbejdstilsynet jo kan give påbud om, siger Henrik Larsen.

Den evige jagt på tre procent

Post Danmark kom alene i tredje kvartal i år ud med et overskud på 730 millioner kroner efter skat. Bag det flotte tal skjuler sig en effektivisering, som ifølge Henrik Larsen nærmer sig rovdrift på medarbejderne. Og det stopper tilsyneladende aldrig. Over de næste tre år budgetterer Post Danmarks ledelse med yderligere knap ti procents effektivisering.

Klaus Winkel, fællestillidsrepræsentant for de cirka 900 postarbejdere, er enig i, at grænsen for effektivisering - "arbejdsgiverens evige jagt på de tre procent" - er tæt på at være nået, når man taler om maskinstyret tid, som der jo er meget af i postvæsenet i dag.

- Men man skal passe lidt på med ikke at afdække en virkelighed, der ikke findes mere. Man skal hellere forebygge skader i fremtiden, siger han og understreger, at mange af nedslidningsskaderne efter hans mening er fra 1980'erne og 1990'erne.

Postfolk oppe i halvtredserne er ikke som de unge flasket op med computere og ny teknologi, og for dem er der kun den manuelle sortering med tusindvis af ensidigt belastende bevægelser, som går ud over ryg, nakke og skuldre tilbage.

Postcentrets sygefravær ligger højt, på mellem otte og ni procent, og de to procent er langtidssygemeldinger på mere end en måned.

Slår skår i glæden

Brevcenterdirektør Henning Christensen, KHC, siger til Nyhedsbrevet 3F, at han er noget forbavset over kritikken af arbejdsmiljøet. Ledelsen af centret har et udstrakt sikkerhedsarbejde, der er nedsat sundhedsudvalg i alle afdelinger, alle medarbejdere er tilbudt helbredsundersøgelser, og posten kører et omfattende uddannelsesprogram til folk, der har besvær med dansk eller mangler pc-viden.

- Vi mener faktisk, vi er ét af de centre, som virkelig gør noget, så derfor er det her da lidt skår i glæden, siger Henning Christensen, der også oplyser, at postcentret er i fuld gang med en ny, stor certificering omkring arbejdsmiljøet - en såkaldt OSHAS 18001-vurdering.