Danisco: Vi står ved vores ansvar
Danisco direktør bekræfter ansvar, men vil ikke garantere penge til kviksølvofrene fra Grindsted.
- Det står rimeligt klart, at ansvaret ligger hos virksomheden og Arbejdstilsynet. Og det ansvar påtager vi os selvfølgelig. Det har vi sagt hele tiden, at vi vil gøre, siger direktør Martin Kirstein Madsen til Nyhedsbrevet 3F. ((Foto: Joachim Rode.)) Grindstedværket svigtede sit ansvar over for de medarbejdere, der var i kontakt med kviksølv. Så klar lød dommen over det Danisco ejede Grindstedværket, da
Beskæftigelsesministeriets længe ventede rapport kom i går.
Dermed får de mange hundrede tidligere medarbejdere på Grindstedværket i perioden fra 1962 til 1980 endelig oprejsning efter de uhyrlige kviksølvbelastninger, som de arbejdede under.
Og hos Danisco anerkender man den stærkt kritiske rapport.
- Det står rimeligt klart, at ansvaret ligger hos virksomheden og Arbejdstilsynet. Og det ansvar påtager vi os selvfølgelig. Det har vi sagt hele tiden, at vi vil gøre, siger direktør Martin Kirstein Madsen til Nyhedsbrevet 3F.
Flere politikere kræver, at I også kommer til lommerne efter regeringen har afsat 25 millioner kroner til ofrene. Vil I det?
- Hvad Danisco vælger at gøre i deres regnskab, vil jeg ikke lægge ud til offentligheden.
Så ingen penge til ofrene?
- Nu skal de tidligere medarbejderes sag først afgøres i Arbejdsskadestyrelsen, og så tager vi det derfra.
Claus Hjort Frederiksen kalder værkets behandling af de tidligere medarbejdere uanstændigt. Hvad siger du til den hårde kritik?
- Det er svært at forholde sig til i dag - så mange år efter. Lignende ville aldrig ske i dag. Men selvfølgelig er vi vores ansvar bevidst, og vi kan kun endnu engang opfordre alle, der er bange for, at de har været udsat for kviksølvpåvirkning, at søge til deres læge samt indgive en anmeldelse til Arbejdsskadestyrelsen, siger Martin Kirstein Madsen.