Fik kræft i blæren efter 32 år i lufthavnen
Farlige partikler:
Det går hårdt ud over helbredet at laste kufferter i den farlige udstødning fra fly i Københavns Lufthavn. Det tredje tilfælde af blærekræft er nu blevet anerkendt.
73-årige Erik Jacobsen fik blærekræft efter at have arbejdet i udstødning fra fly og køretøjer i Københavns Lufthavn. (Foto: Harry Nielsen) I 32 år gik Erik Jacobsen rundt i farlige udstødningsgasser i Københavns Lufthavn. Her lastede han bagage på fly. Dagen lang indåndede han ultrafine partikler fra flyenes motorer og diesel fra andre køretøjer i lufthavnen.
I 2003 havde kroppen fået nok, og Erik Jacobsen sagde farvel til SAS og gik på pension.
Så begyndte han at tisse i bukserne.
- Jeg havde infektion i urinvejene. Jeg blev meget syg og faldt om på gulvet, siger Erik Jacobsen.
Han røg frem og tilbage til lægetjek, indtil han fik stillet diagnosen: kræft i blæren. Sidste år fik han så opereret sin blære væk og erstattet den med en stomipose.
47.000 kroner i erstatning
Erik Jacobsen har fået anerkendt blærekræft som en arbejdsskade. Blærekræft skyldes ofte rygning, men Erik har aldrig røget. Der er derfor ingen tvivl om, at hans cancer skyldes arbejdet i lufthavnen.
Arbejdsskadestyrelsen har foreløbig givet godt 47.000 kroner i erstatning for varige mén på 10 procent - et beløb, som 3F forventer bliver forhøjet.
Der er ingen penge for tab af erhvervsevne, da Erik Jacobsen allerede var gået på pension, da han fik konstateret kræft.
Mange tilfælde af blærekræft
Sagsbehandler Janne Hansen fra 3F Kastrup ser med stor alvor på sagen.
- Det er slet ikke i orden, at man kan få en så alvorlig sygdom ved bare at passe sit arbejde, siger Janne Hansen.
Hun er overbevist om, at mange andre fra lufthavnen har lignende skavanker. Hun kan dog ikke sige præcist, hvor mange det drejer sig om. Det skyldes blandt andet, at mange først får cancer, efter de er gået på pension og derfor ikke tror, at de kan få erstatning.
I dag er Erik Jacobsen 73 år og bor sammen med sin kone på Amager. Efter blæren blev opereret ud, er han blevet helt kureret for sin sygdom.
Nyt hæfte fra Det Økologiske Råd giver første samlede overblik over luftforurening i lufthavne. Læs det her.
Nyt hæfte fra Det Økologiske Råd giver første samlede overblik over luftforurening i lufthavne. Læs det her.