Kranfirma kræver lønnedgang på 45.000

Ledelsen i Danmarks største kran- og liftvirksomhed BMS vil sætte de ansatte otte procent ned i løn. Nu har godt 150 ansatte nedlagt arbejdet.

Kravet om en lønnedgang på otte procent eller i gennemsnit 45.000 kroner om året har fået 150 ansatte i BMS til strejke. (Arkivfoto)Kravet om en lønnedgang på otte procent eller i gennemsnit 45.000 kroner om året har fået 150 ansatte i BMS til strejke. (Arkivfoto)

Et krav om knap otte procents lønnedgang har torsdag fået de omkring 180 medarbejdere i Danmarks største kranvirksomhed BMS til overenskomststridigt at nedlægge arbejdet.

Medarbejderne mener, at ledelsen i BMS misbruger krisen til at sætte medarbejderne ned i løn.

- Vi ved, at der er krise i byggeriet, og derfor har vi også undervejs i forhandlingerne tilbudt en nulløsning i et år. Men det er pure afvist, oplyser Bent Andersen, en af tillidsfolkene i BMS.

Ifølge tillidsfolkene vil lønnedgangen ramme meget forskelligt, fordi man især fjerner tillæg. Der vil blive tale om lønreduktion på fra 10.000 til 90.000 kroner om året. Vurderingen er, at det gennemsnitligt vil være 45.000 kroner.


Ny organisation til løntryk

BMS har indtil nytår været medlem af Dansk Byggeri, men har siden meldt sig ind i DI. Det betyder, at medarbejderne, i forbindelse med overenskomstens normale udløb 1. marts, skifter til den største transportoverenskomst, den såkaldte ATL-overenskomst. I samme forbindelse er lokalaftalen opsagt, hvorefter man har haft tilpasningsforhandlinger. Her har parterne ikke kunnet blive enige.

- Vores påstand er, at man kun har skiftet organisation for at lave løntryk, siger tillidsfolkene.


Fjerner en række tillæg

Ledelsens udspil vil især betyde markante forringelser af tillæg, blandt andet i forbindelse med overarbejde og weekendarbejde.

“Det finder vi uacceptabelt”, hedder det i en udtalelse, som BMS-medarbejderne har vedtaget.

Videre hedder det: “Vi stiller op til overarbejde uden forvarsel og arbejder ofte under besværlige forhold. Derfor er vi modstandere af kravet.”

Direktør Finn Vandborg, BMS, vil ikke kommentere påstanden om lønnedgang på otte procent.

- Men jeg kan bekræfte, at vi er midt i en forhandling, hvor vi har et forhold, som vi skal have afklaret i vores respektive organisationer. Det sker forhåbentlig fredag, og så mødes vi igen til forhandling med medarbejdernes repræsentanter på mandag, siger han.