Offentlig støtte til import af arbejdskraft
Foreningen Rejsearbejdere.dk kalder det urimeligt, at dansk erhvervsliv rekrutterer arbejdskraft i udlandet med offentlige midler.
Godt hundrede murere og murerarbejdsmænd, hvoraf en del er arbejdsløse, demonstrerede mandag mod Skanskas brug af polsk murersjak til stor skalmuring på Havneholmen i København. (Privatfoto) Nu havner Skanskas import af polske murere på bekostning af ledige danske murere på beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) bord.
Det sker som et spørgsmål fra foreningen Rejsearbejdere.dk, som spørger til det rimelige i, at staten giver støtte til import af arbejdskraft i form af deltagelse i jobmesser i for eksempel Polen, Sverige og Tyskland.
- Claus Hjort Frederiksen stod i spidsen for en stor dansk delegation ved en storstilet jobmesse i Warszawa i Polen i marts, hvor formålet var at tiltrække endnu mere polsk arbejdskraft til Danmark. Det kan ikke være en offentlig opgave at bruge penge på at hjælpe virksomhederne med at importere arbejdskraft, når vi fortsat har 100.000 ledige, siger Hans Erik Meyer, formand for Rejsearbejdere.dk til Nyhedsbrevet 3F.
Jobmessen i Warszawa var kommet i stand i et samarbejde mellem Dansk Industri, Arbejdsmarkedsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet, den danske ambassade i Polen og polske myndigheder. Efterfølgende har der været gennemført en egentlig rekrutteringskampagne i andre store polske byer. Desuden har der været dansk deltagelse i jobmesser i flere tyske og svenske byer.
- Det er i sig selv meget kedeligt, at der er danske arbejdsgivere, som hellere vil have billige polakker, der ikke stiller krav. Det er imidlertid helt urimeligt, at det offentlige direkte støtter alle mulige initiativer, som alene har til formål at importere arbejdskraft og dermed fastholde dansk arbejdskraft på understøttelse. Det bør være det offentliges fornemmeste opgave at få ledige i arbejde, inden der tænkes i import af udenlandsk arbejdskraft, siger Hans Erik Meyer.
Import endnu lettere med ny Østaftale
Rejsearbejdere.dk er i øvrigt utilfreds med de seneste lempelser af Østaftalen, som fritager alle østarbejdere, som er dækket af en overenskomst, for krav om arbejdstilladelse.
- Den gør det endnu lettere for danske firmaer at ansætte udenlandsk arbejdskraft, og det bliver endnu sværere for fagbevægelsen at udføre kontrol med ansættelsesforholdene, siger Hans Erik Meyer.
Foreningen spørger beskæftigelsesministeren, om han mener, fagbevægelsen er i stand til at føre kontrol med de i øjeblikket flere end 11.000 østarbejdere, der er ansat i danske virksomheder.
Foreningen undrer sig over, at det ikke er blevet en del af den ny Østaftale, at der bliver pligt til skiltning ved alle byggepladser med oplysning om alle involverede parter.
- Det kunne have været et nyttigt redskab, ikke kun for fagforeningerne i deres opsøgende arbejde, men også for myndigheder som for eksempel Skat og Arbejdstilsynet, lyder vurderingen.