Krise: 3F'erne spænder livremmen ind
Krisen giver tid til økonomisk eftertanke. Ikke mindst for 3F's medlemmer. Hver tredje har barberet gælden, mens samme antal har udbygget opsparingen.
3F'erne har spændt livremmen ind. Hvert tredje medlem har høvlet gæld af, mens samme antal har formået at spare op siden 1. august 2008. (Arkivfoto) 3F'erne har spændt livremmen ind og er blevet nøjsomme. Det viser en undersøgelse lavet af Analyse Danmark for Nyhedsbrevet 3F.
Hvert tredje medlem af 3F har klaret at nedbringe husstandens gæld efter 1. august 2008, skæringsdatoen for den økonomiske krise. Og det selvom danskerne generelt er kendt for at have den mest gældsatte husholdning i verden.
- Det er et positivt tegn på, at 3F'erne har en fornuftig tilgang til privatøkonomien. Ikke mindst fordi de er i størst fare for at blive fyret og ikke har fået så stor del i skattelettelserne som andre befolkningsgrupper, siger ekspert i privatøkonomi Lisbeth Nebelong.
Kritisk blik i krisetider
Ud over, at 3F'erne har høvlet på gælden, er det samtidig lykkedes at spare op. Opsparingen er for hvert tredje medlem blevet større. Og for fire ud af ti er den som før.
- Det er generelt en god idé at tage et kritisk blik på indkomst og gæld i krisetider. Og med skattereformen vil det blive gradvist dyrere at have en stor gæld, siger Lisbeth Nebelong.
Hun henviser til, at skatteværdien af de ligningsmæssige fradrag - som for eksempel er fradrag for fagforeningskontingent, og rentefradraget reduceres fra 33 til 25 procent. Det sker gradvist fra 2012 til 2019.
Pas på ågerrenter
Siden august 2008 har hvert ottende medlem af 3F enten købt varer på afbetaling eller oprettet et kontokort til forbrug. Og selvom tallet virker lavt, løfter Lisbeth Nebelong pegefingeren over for 3F'erne:
- Her skal man altså tænke sig godt om, for det er dyre løsninger. Det virker jo generelt, som om at 3F'erne er fornuftige, men denne gruppe skal passe på. Der er oftest tale om ågerrenter, så hvis man har brug for et lån, er det ingen skam at gå i banken og få en snak. De lever trods alt af kunderne.