Flere bøder til chefer der sløser med sikkerheden

Antallet af såkaldte administrative bøder stiger, viser tal fra Arbejdstilsynet. Men fupfirmaer fra Østeuropa slipper for bøder. De skal også have bøderne med det samme, lyder det fra branchen.

Farlige stilladser og andre lovbrud koster mester en bøde nu og her. Men også udenlandske firmaer, der arbejder ulovligt i Danmark, skal have kontant afregning, mener arbejdsgivere og 3F. (Foto: Arkivfoto)Farlige stilladser og andre lovbrud koster mester en bøde nu og her. Men også udenlandske firmaer, der arbejder ulovligt i Danmark, skal have kontant afregning, mener arbejdsgivere og 3F. (Foto: Arkivfoto)

Slut med lang sagsbehandling. Der er hurtigere afregning overfor chefer, der sjusker med de ansattes sikkerhed.

De seneste tal viser, at 233 virksomheder fik en såkaldt administrativ bøde, mens blot fire fik en lignende bøde to år tidligere.

På den måde undgår både firma, ansatte og Arbejdstilsynet en lang politisag, påpeger chefkonsulent Kristina Seehuusen. Hun er glad for de hurtige bøder, der er blevet mulig efter en lovændring.

Det er især i byggeriet, de ansatte døjer med farligt arbejde. Og her er både arbejdsgiverne i Dansk Byggeri og fagforeningen 3F tilfreds med den hurtige afregning.

- Det er et rigtig godt redskab, siger Palle Bisgaard, der er forhandlingssekretær i 3F.

Fupfirmaer fra øst slipper fri

Men reglerne burde også gælde udenlandske virksomheder, der bliver afsløret i at arbejde ulovligt i Danmark, mener 3F og Dansk Byggeri.

- Vi kan se, at politiet ikke har ressourcer til at rykke hurtigt ud og give de ulovlige firmaer en bøde, inden de forlader byggepladsen, siger Palle Bisgaard.

Fagbladet 3F kunne forleden afsløre, at mange ulovlige firmaer aldrig får en bøde af politiet. Det er simpelthen for svært at finde firmaet. Palle Bisgaard påpeger, at Arbejdstilsynet i forvejen efterforsker sagerne, når de beder politiet straffe de ulovlige firmaer fra udlandet.

"Misbrug"

- Det kan være et instrument. Vi kæmper med, at firmaer forlader landet hurtigt, før de når at få en bøde, siger Lars Storr-Hansen.

Han er administrerende direktør i Dansk Byggeri. De danske byggefirmaer bliver udsat for ulige konkurrence, fordi de ulovlige firmaer fra Østeuropa skjuler sig for myndighederne. På den måde kan de undgå skat og kontrol af arbejdsmiljø.

- Det vil betyde, at firmaer, der misbruger reglerne, hurtigere kan få en bøde. Det vil skabe bedre mulighed for fair konkurrence, mener Lars Storr-Hansen.