Fattig-ferie koster 12 millioner

Kontanthjælp: I april fik ledige på kontanthjælp ret til fem ugers ferie. Det er en blandt flere lempelser for ledige. Det koster de offentlige kasser 12 millioner kroner om året, oplyser beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) til Folketinget.

Fra 1. april fik ledige på kontanthjælp ret til fem ugers ferie. Et af formålene var at give mulighed for at holde fri med familien. (Foto: Colourbox)Fra 1. april fik ledige på kontanthjælp ret til fem ugers ferie. Et af formålene var at give mulighed for at holde fri med familien. (Foto: Colourbox)

Ferie og fritid med familien i fem uger. Det blev i april en ret for ledige, der er på kontanthjælp.

Og den nye ferie koster 12 millioner kroner om året. Det oplyser beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Det sker i et svar til Venstres ordfører Ulla Tørnæs, der er imod ordningen, som hun har kaldt ”ferie på skatteydernes regning”.

Ferien til arbejdsløse er en del af de lempelser for ledige, regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten vedtog, da finansloven kom på plads. Et af formålene var at give ledige mulighed for at holde ferie sammen med deres børn.

Millioner på milliardbudget

De 12 millioner kroner til ferie er en lille brøkdel ud af de over 10 milliarder kroner, kontanthjælpen koster de offentlige kasser hvert år.

Det seneste år har godt 190.000 været på kontanthjælp i en periode. Men ret til ferie kræver, at man er på kontanthjælp i mindst 52 uger. Og i snit er ledige på kontanthjælp i 26 uger.

Ferie til de ledige på kontanthjælp blev vedtaget samtidig med, at politikerne midlertidigt forlængede perioden med dagpenge med et halvt år. Her var formålet at hindre, at ledige på dagpenge røg ud af dagpengesystemet på grund af den økonomiske krise.

Flere reformer på vej

Ret til ferie er ikke den eneste ændring, der sker for ledige. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har netop varslet, at det skal være slut med udsigtsløse jobsøgningskurser.

- Vi afskaffer den endeløse række af jobsøgningskurser, som en del ledige har været udsat for. Jeg har mødt mennesker, der har været ramt af ledighed og er blevet bedt om at tage på det samme jobsøgningskursus op til fem gange, sagde ministeren tirsdag til Ritzaus Bureau.

Hun understregede, at ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og skal tage imod tilbud, der kan bringe dem tættere på arbejdsmarkedet. For eksempel praktik, job med løntilskud, uddannelse eller et AMU-kursus.